Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163 Rutland
Han var ikke den, som vilde nægte for sig selv, at det
gjorde ham gruelig ondt, at han saadan havde mistet
den gamle Polly, — gruelig ondt! .. .De siger, at
Fruentimmerne er falske, og der kan være noget i det. Det er
ialfald at mærke sig! ... Smal og fin og rank... en Gang
som en Bølge!... Det eneste, som var igjen af den
forrige Polly, var kanske Øinene. Jo-o, den Gang igaar, hun
laante ham det lidet velvillige Øiekast, da huskede han
hende!... Og saa Haaret ja! — men til hende passede
nu slet ikke noget andet. Skulde hun kanske have det
sort! Nei i det Stykke var hun en ren Undtagelse...
uforskammet vakker!___Men at hun saa ganske skulde
have glemt ham ? ...
Der gik ikke mange Dage hen, før Bernt gjorde et nyt
Attentat. Det kunde dog være muligt, at hun ikke havde
set ham.
Om Formiddagen, da han vel vidste, at
Takkelmeste-ren ikke var hjemme, gik han didind. Han saa allerede
ude fra Trappen, at hun var i Stuen, og bankede
frimodig paa.
«Vær saa god!» — Det var Pollys Stemme.
«Aa! skal jeg træffe Dem, Jomfru Kjelsberg! ... Jeg
havde nær kommet til at kaldesDem Polly!»
Hun stod paa Gulvet; men det var, som hendes
Skikkelse hævede sig, medens hendes Øine ligesom forundret
maalte ham.
«Jeg troede, vi nu begge var voksne Mennesker,
Kristensen! ...Er det nogen Besked til min Bedstefar?»
«Ja ... Er han ikke hjemme?»
Nu fik han et Lyn af den gamle Art; thi hun forstod,
at han bare løi.
«Det var en Klyver___og saa Jageren paa Rutland, som
min Far har talt om, skulde gjøres ny. Og saa vilde jeg
blot høre hos Takkelmesteren, naar det kunde leveres.»
«Bedstefar er hver Dag til Klokken tolv nede paa
Takkelloftet! ... Jeg troede, De huskede det fra gamle Dage
af, — han er aldrig hjemme paa denne Tid!»
Hun sagde det med Øinene saadan paa ham, at Bernt
følte, der var lidet her mere at gjøre, og han svarede
med en uanfægtet, ligegyldig Mine:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
