Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gaa paa I
51
Sei, ikke Hval eller Fugl nogetsteds udover at se. Havet
øde og svart for Liv! — hvad de havde havt under Land,
var bare et af Seien fra den store Masse i Havet af jaget
Sildestraal.
Silden var væk! — kanske gaaet nordpaa til Kinn...
Det var midt under dette, at han med en af Baadene
inde fra Været fik Brev fra sin Mor. Det havde gaaet
lange Veie rundt og været i mange Hænder før det,
fedtet, smudset og med Silderisp paa, nu naaede frem.
Blodet gik for høit i ham, til at han kunde læse med videre
Opmærksomhed:
«Ser jeg Dig nogengang mere igjen i Verden, Rejer!»
— stod der i Brevet med et af Moderens store Suk.
«Se mig igjen? — tidsnok!» udstødte han og faldt over
i sin egen Pønsen, medens hans Blik gik sløvt og
uopmærksomt nedover Linierne. Pludselig blev det
hængende ved; — hans Søster havde forlovet sig med
Haar-staden! Han læste det op igjen og op igjen og derpaa
nøiagtigt videre: «Det var et Offer af Ottilie, for han
er jo en gammel, mindre vel udseende Mand; men saa
véd Du jo, han har friet til hende før, efter sin anden
Kones Død, og saa blir hun jo rigelig forsørget, da han
ingen Børn har, — baade hun og jeg! — og Du hjulpet
til at beholde Hammernæsset. Jeg synes, vi maa være
din forstandige Søster evig taknemlige, Rejer! hun har
frelst Gaarden.»
Han lagde Brevet langsomt i Lommen.
«Med Haarstaden! . . . den gamle skjelvbente
Aager-kar,» — raste han — «som har suget ud Bygden hele sin
Tid. Saa længe og fult- har han aagret paa
Hammernæsset, til han kunde kjøbe hende–-og saa, jeg
atpaa i Handelen!»
Han laa vaagen udover Natten med heftig Uro i
Blodet. Det havde været en saadan Række af knusende
Skuffelser. ■»
Han laa kun og stirrede ind i den ene Tanke, at nu
skulde han hjem! Det bares ham for, at det var saa
aldeles umuligt, — han kunde ligesaa godt gaa tvært
af...
Endelig øvede Naturen sin Ret, og han sov ind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
