Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
’En Malstrøm
vilde saare Dig! — Jeg liar set paa Dig iaften
Marianne» ...
«Jo, tal om det!» hviskede hun; hun var ganske bleg
og saa ret ud for sig ...
Hun havde nok engang fortalt ham, hvorledes hun
havde kjæmpet med Faderen; men det sidste Ord i
Sagen, at det dengang saa henved gjaldt om han skulde
ruineres, tilhørte ikke hende, det laa forseglet i Stumhed.
Det var ikke første Gang, hun følte, hvad der var offret
for Fossegaard; og dog faldt der atter i denne Stund som
et nyt, graakoldt Syn paa det.
Hendes Øie gled hen paa Antonia, som havde fundet
sig i at tage gamle Grüner ...
Hun saa sig omkring med et næsten hadefuldt Blik paa
Væggene, — de blev ligesom rimede og svedige ...
«Tal om det, tal om det!» stammede hun.
«Vi skal tale om, hvordan vi skal faa hverandre igjen.
Vi to vil leve, Marianne!»
Det blussede et Øieblik i vanvittig Forglemmelse op
i hende; han sagde det jo, saa hun kunde tro det!...
Men saa dyngede der sig pludselig en mørk Grusgrav
tvertover.–Det maatte ikke ske!
Hun vendte sig rask imod ham; hun trængte netop nu
saa brændende vildt til rigtig at lide ...
Vi vil leve, havde han sagt! ... Hendes Blik dvælede
med Undværelsens Nydelse ved dette fine, mandige
Ansigt med det opstrøgne Haar og de energiske,
stempelskarpe Træk ved Mund og Hage. Hun saa, hvorledes
Sindsbevægelsen arbeidede og dirrede i bleg Sved.
Den, som kunde faa strøget, blot med Lommetørklædet,
— af Vanvare, — Haanden over Panden! ...
Lommetørklædet gled ned, og, som han bøiede sig,
bøiede hun sig ogsaa, — og han kjendte Varmen af
hendes Haandled og Kniplingstørklædet glide sig hastig over
Ansigtet.
... «Tak, Hr. Wiese!» — hun havde opdaget Hysing.
«Marianne,» sagde han hastig og dristigt: — «svar!»
«Hvorfor jeg ikke danser, Hr. Wiese?» kom det
afgjørende bittert lavt, «ser De da ikke, at jeg er ganske
sortklædt med Stenkulspynt?» Perlebaandet gled over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
