Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139 Kommandørens Døttre
Pludselig fo’r hun op, hun hørte Støi. Hun fik netop
hvisket:
«Sig ingenting idag, Jan!» — da Cecilie kom
springende ned af Trappen med et høit overrasket:
«Jamæn er det Jan!»
«Ja her er han, Cecilie!»
«Alt det sorte Sk jaeg! — og saa brun, som Du var
barket. Jeg har glædet mig saa til Dig, at Du ikke ved
det; — saa blir her da lidt muntert igjen... Du faar
ikke bare ta Dig af Marthe dennegang, hører Du,» spøgte
hun, medens han hang sin Wams og den bløde, stukne
Silkehue væk... «Der er biet svært til Mand af Dig. Er
vi endnu lige høie, tror Du? Værsgod maal Dig, før Du
slipper ind.»
Han studsede ved at se paa hende:
«Og Du, Cecilie, er da ogsaa biet lidt — anderledes.
Det vil sige, ikke mindre vakker,» tog han sig, medens
han mønstrede hende. «Men Du er vist biet noksaa —
hm,... Sig mig, er det Dig, som har Kommandoen her
i Huset nu?»
«Naa, Du trænger nok til at se Mama igjen,» lo Cecilie.
«Kom nu ind.»
«Far! tænk Jan er kommet,» raabte hun i Kontordøren
og sprang saa op paa Gangen efter Mama.
Jan og Marthe blev alene i Stuen.
Det londonske Slaguhr og de store sortindrammede
Lithografier med Kongens og Dronningens forgyldte
Portræter i Spidsen gik en hel svimmel Runddans for
deres Øine... Det var virkeligt, — de var sammen, —
stod der og saa paa hinanden ...
Hun var blevet en fuldvoksen udviklet Kvinde, endda
tusinde Gange mere den samme ubegribelige
selvforglemmende, fremfusende unge Pige, som han fra først af
havde stridt saa for ikke at blive bundet af, og som han
siden havde sat ind alt, hvad han eiede af Evne for at
vinde... Ikke Spor hos hende af at være udglattet til
noget ligt de andre!
Og h u n læste i hans Ansigt Spor af Arbeide og
Anstrengelse, — noget som en nervøs Rynke ved Øiekro-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
