Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
Et Samliv
IX.
Det var rigtig et muntert livligt Sted, fandt Konstance.
Himlen maatte forresten vide, hvad Mesteparten af de
Mennesker havde at bestille, for de havde Tid bestandig!
De havde rigtig turet hele Sommeren. Var det ikke
Selskaber eller Smaabesøg, saa var det Landturer, og
Konstance havde en forunderlig Gave til at faa sat sine
Medmennesker i Farten; hun taalte ikke at gaa ledig to Dage,
før der den tredie absolut maatte findes paa noget.
Snaksom og livlig, raillerende og harcelerende morede hun
Folk. Hun var et selskabeligt Talent med skabende Idéer,
der undertiden kunde blive besværlige for Værtskabet,
men satte Liv i Gjæsterne, og hun maatte derfor kun
nødig savnes.
Og hjemme gik saa Snakket og Kritiken over det
altsammen lystig mellem hende og Alette. Havde Alette en
heldig Sans for de komiske Sider, saa havde den anden
det med, at hun altid ståk, naar hun var morsom. Livet,
der overalt havde paalagt hende mange Hensyn og
Fortielser, havde ladet den bittre Braad vokse i hende; og
her var hun tilfældigvis kommet i Forholde, hvor hun
kunde give en fængslet Tunge frit Løb.
«Sandelig, hun var ingen braadløs Honningbi,»
erklærede Jakob; «men kvik, kvik var hun!» ...
Og under den Tid isommer, Onkel og Tante Vosgraff
var oppe i Besøg, var hun uvurderlig, en ren Frelsens
Engel at ha i Huset. Onkels Uro og Tantes Snak, — hun
vidste at sysselsætte begge Dele; hun var vant til at leve
med alleslags Vægter og Pligt paa sig. Den Kunst at slaa
Tonen an med ældre Herrer forstod hun. Og mod Tante!
— som hun kunde med et halvt Øie se og beundre, hvad
der var dyrebart i hendes Antræk, — og desuden gi hende
sine Vink om Stedets Forholde og Personligheder.
Justitiariusens nød for hver Gang, de var deroppe, med
en vis berettiget Stolthed mere og mere den øiensynlige
Fremgang i de to unges Stilling paa Stedet.
«Isandhed et heldigt Talent, han tjener minsæl bedre
end en Statsraad» ... Det var visse opsatte Personer, der
beæredes med denne Justitiariusens intime Udtalelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
