Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
Et Samliv
Jakob maatte sige, han var blevet totalt overrasket ved
saadan pludselig at faa sin Datter om Halsen midt i, at
han sad og grundede og sled Haaret af sig over
Pantehæfterne i Varaasskogen ...
Han burde naturligvis ha kunnet vente sig noget
saadant; Elisabeth var jo nu alt over atten Aar. Men, som
han egentlig altid kun svævede om i Peripherien af, hvad
der rørte sig i hans Familie, saa–-
... Der havde altsaa været Maaneskin i Huset, mens
han gik der og ingenting saa!
... En intelligent ung Mand, ser det ud til, — med
Mod paa Fremtiden... Begynder denne Livets Illusion
som vi andre... Der er jo al Grund for os til at være
tilfredse.
–Tilfredse, havde Jakob sagt, — tilfreds...
Det var netop den Fornemmelse, Alette ikke rigtig
kunde opdage hos sig.
Hun var slet ikke af dem, som fandt, det var saadan
storartet Jubelaffære, hvergang to faldt paa at sætte
hinanden Fluer og Indbildninger i Hodet; — og saa Aar for
Aar maatte gjøre Afslag! — Hun havde nu været gift i
over tyve Aar og gjort sine Erfaringer. Hun og Jakob
var da gaat ind i det saa varmt som nogen ...
Naar hun tænkte paa, hvor skjælvende fuld af uhyre,
ubændig Lykke og Tro paa, at det skulde vare, hun
havde været dengang, — og saa saa Elisabeth ligedan nu!
... Ja det var som at mindes en Vase fuld af de friskeste,
mest svulmende Blomster ...
Vasen den holder, — det er vel saa Naturens Orden. —
Men Blomsterne... At man skal gjøre sig selv ulykkelig
ved at sætte al den Fantasi paa det, — det er bare det...
— — I Forlovelsesselskabet var Adjunkt Krabbe
ualmindelig morsom at se paa; Johan Henrik iagttog ham
trolig.
Han rørte sig stille festlig om i Krogene, hvor han stod
taus og nikkede til Folk, som ikke begreb hvorfor, indtil
de gjerne én for én trak sig undaf. Og altid med et halv
skjælmsk bevidst faderligt Øie didhen, hvor Elisabeth var.
Først ud paa Aftenen, da Punschen kom, begyndte han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
