Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Samliv
109
at gi sig Luft for sin Feststemning. Han greb pludselig
den stakkars uskyldige døvhørte Kaptein Böckman ved
Knappen...
«Et Menneskehjerte Di, driver Blodet elleve Fod i
Sekunden, det er seks hundrede og seksti Fod i Minutet
det, Kaptein! — Tænk Dem al den ubevidste Kraft et
Menneske sidder inde med, — slig kjører Hjertet paa i
sytti Aar, — i sytti Aar! — Og tænk Dem saa, hvilket
Væld af Kraft det saa maa ha at disponere i Tiltrækning
og Frastøden, Kjærlighed og Had! Man snakker om
ubenyttede Fosser og Vandkraft; — men her har vi nok en
hel ubenyttet Verdens — hu—um» ... sagde han,
opmærksom paa, at han spildte sit Krudt...
Krabbe havde Hjertet fuldt iaften, og havde nu tilslut
varpet sig didhen, hvor han egentlig havde sigtet hele
Tiden, til Husfruen, der hidtil havde været optaget.
«Hvad er det at leve, Frue, — at faa leve» ... Han saa
hende sørgmodig forskende ind i Øinene, — og Krabbe
kunde bli vakker, der var ikke Spørgsmaal om det, tænkte
Alette. — «Er det ikke saa, at vi kan tælle de Gange, vi
kan sige, vi har levet? ... Det er straalepunkterne i vort
Liv, som vi aldrig glemmer, mens hele Resten ligger
som en By i Mørket... End om vi kunde faa hele Livet
til at bli — virkelig Liv? — og, naar det glipper for os,
Frue! saa for vore Børn. Der kan leves i en stor
Kjærlighed» ...
— Dette var vakkert nok, gjorde Alette sig op bagefter.
Men Adjunkten var jo et totalt upraktisk Væsen.
Det, hun følte sig irriteret ved, var, at al denne
Adjunktens høistemte Pretension om Livet i Rosenkulør
naturligvis gjennem hele Paavirkningen deroppefra var sat ind
i Blodet paa Elisabeth!
Hun kunde ikke lade være at pirke lidt hen i Datterens
Forestillinger; det kunde kanske dog gi’ en Støtte for
hendes Dømmekraft midt i den Rus, hvori hun svævede:
«Du gaar nu vel ikke og tænker Dig, at det, Du føler
nu, er nogen Undtagelse, Elisabeth, fra hvordan andre
Forlovede har det; de er saamæn forelsket nok i den Tid
allesammen. — Man skulde ikke tro det bagefter...»
undslap det hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
