Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
Et Samliv
at høre ham prøve at være saa kort som mulig og endda
komme tilkort,» — hviskede Johan Henrik.
Men Morten selv syntes nu først Dagen begyndte.
Surret og Livligheden tiltog, de tre Sønner var — uden
at forsømme sig selv — saa at sige allestedsnærværende.
Der kunde ingen være elskværdigere end Viking til at
sørge netop for dem, som manglede lidt paa den
fornødne Følelse af Mod til at trænge sig frem mellem
Hædersgjæsterne inde ved Spisebordet.
Og Jakob tog sig af og til en Tur med Glasset ud
igjennem Værelserne hilsende og snakkende ... Der sad
idag her og der nogle Mænd, som Jakob i sit Hjerte følte
et Kammeratskabsbaand med; han havde kjæmpet
sammen med dem den haarde Krisens Kamp, og kanske slåp
de ikke fra det bare med Huden som han. —
Der havde været en Epoke med Champagne under
Skaalerne for Brudeparret og vilde, — nu Desserten og
Kransekagen skulde gribes an — indtræde en ny for
Sølv-bryllupsskaalen, forkyndte Johan Henrik.
Det var Sorenskriveren, som reiste sig med den ny
Kransekage mellem sig og Sølvbrudeparret og som
mangeaarig Ven greb Ordet.
Her sad — begyndte han, — Jakob Mørk i høitidelig
Livkjole glad og lidt graasprængt og holdt Fest baade for
sin egen og sit Barns lykkelige Kjærlighed; og det var
nok i og for sig et Syn, som kunde varme og forfriske
éns Tro paa Livet — saadan at se Resultater. Men vilde
man kjende Manden, Jakob Mørk, rigtig, saa træf ham
en travl Hverdag paa Kontoret i den blaa, aabne,
halv-sluskede Frakke med Halstørklædsnippen paa Slæng ned
om Skjortebrystet og endnu ikke barberet, fordi Folk
ikke har ladet ham faa Fred, fra han stod op imorges...
Eller kom og se ham sidde saadan lun om Læberne og
med Øinene, som altid saa greit vidste, hvad de vilde,
bag Brillerne og snakke med Folk; og saa ta’ sig saadan
— Sorenskriveren gjorde det godt efter, — op i det lidt
rødlige Sideskjæg. Det var Spørgsmaalets enkle Kjærne,
han paa den Vis trak frem.
De vidste jo alle, at Jakob Mørk havde holdt paa at
blive det, man kalder formuende. Og, at denne lune
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
