Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
Onde Magter
havde bølget og stormet af Skuffelser og Overraskelser
indeni hende hele Dagen ... Og saa de morsomme
Sessioner paa Forsommeren, da Faderen blev malt... Det
gled som et Panorama for Erindringen.
Abraham havde opsat Reisen Uge efter Uge udover
Høsten. — Hun anede nok hvorfor ...
Og nu kom det endelig bestemt, at han skulde til Paris
med Dampskibet imorgen Aften.
Hun følte det, som skulde der bare ligge idel Mørke
bag den Dag, — en tom hus- og selskabstravel Vinter.
Hun var saa klar paa, at det for hende bare gjaldt at
tage Stunden saalænge, den varede. Hun havde opgjort
sig det midt under Hjertets Pine og Jubel hele Sommeren
igjennem, hærdet sig i at tænke det —
Og nu skulde det være slut! ...
Han kom efter hende, som hun gik hjemover fra Byen
mod Middag. Hun forstod, at han havde passet hende
op derude ved Landeveien for at faa tale alene med
hende ... Hun havde gaat i én Feber i disse Dage — Og
nu,–gid, hun kunde sprunget i Fossen —
«De maa ha forstaat, Gjertrud,» begyndte han bleg,
halvforstyrret, — «hvad De er for mig, — og alligevel
tør jeg ikke si Dem, hvad jeg vil sige —. De har
forskanset Dem saa mod mig i hele Sommer med dette
forbandede Kammeratskab og denne oprigtige Søsterlighed
–. Hør, Gjertrud!» Han tog hendes Haand og saa
paa den: — «Den kunde gi’ mig Lykken, — den ligger
der i den varme fine Hulning. De behøver bare at slippe
den til... Den har saa gode, faste Linier» ...
Han søgte hendes Øine–«De véd, jeg elsker Dem
— gansket Vanvittigt, — jeg har vist gjort det i mange
Aar... Se ikke bort — Jeg har ligget inat og grædt som
et Barn, fordi jeg syntes, jeg saa, De rystede paa Hodet
saa dødelig sørgmodig» ...
«End om jeg saa saa klart, at De ikke kan bli lykkelig
med mig! — Jeg har ikke noget af det lette kunstnerblod,
som Deres Hustru maatte ha ... Jeg blev bare en
Møllesten, Abraham, som drog Dem tilbunds. — Kan vi ikke
være Venner, — oprigtige, gode, trofaste Venner. — Det
lover jeg Dem, at jeg skal være for Livet.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
