Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
Onde Magter
haaber jeg, Du nok lever den Dag, da Du ser Huset
færdig.»
Johnston syntes ikke at høre; han havde vendt Hodet
bort paa Puden, som han trængte til at samle sig lidt, og
Direktøren hørte ham sukke tungt ind imod Væggen.
«Jeg husker Dig bedst og kjærest,» begyndte han i en
næsten konverserende Tone, som stred imod Uroen i
Ansigtet, — «fra den første Tid,–da Du endnu gik med
det Sølvuhret, Bratt! — det gamle blanke, Du véd, —
som bestandig gik for —»
Stemmen kom væk, og han holdt paa ikke at faa det
frem–«for ... Ian—gsomt — hvad?» ...
Der lyste som en Angst i Øinene.
«Nei, — nei, — for hastigt!» — rettede Direktøren
med et Smil til den fælles Erindring.
«Sig mig, husker Du det sikkert? — vist, Bratt?» —
Johnston reiste sig aandeløs paa Albuen ud imod ham.
«Javist husker jeg det bestemt ja,» forsikrede
Direktøren; han var bange for, at Johnston begyndte at
fantasere og indlod sig godslig og beroligende paa Emnet; —
«det gamle Uhret» ...
«Svar mig, — svar én, som skal dø, Anders Bratt! —
Da jeg assurerede Concordia,» — udstødte han og strakte
Armen ud i heftigste Bevægelse, — «gik Uhret da for
hurtigt? ... Det var efter det, Assurancen blev noteret.»
Direktøren blev pludselig hvid i Ansigtet, Blikket skvat
skræmt som ved en Eksplosion, og han tog usikkert for
sig med Haanden i Stoleryggen.
Han beherskede sig voldsomt og sa ind i
Skjærmbræt-tets Halvmørke med Dirren i Stemmen ...
«Det kan jeg forsikkre dig, Johnston, — at det Uhr
aldrig har gaat for langsomt, saalænge det har været i
min Haand. Jeg stillede det altid hver Søndag; — og
Du assurerede en Lørdag Aften. Det drog sig tilslut endnu
hastigere frem, indtil det en Dag faldt i Gulvet.»
Johnston laa med begge Hænder udstrakte mod ham ...
«Nu dør jeg saa rolig, — nu dør jeg saa rolig,» sa han
op igjen og op igjen... «Tak, Tak, Tak, Bratt» —
Direktørens lange, benfulde Skikkelse bævede Ryk paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
