Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
havde jo gravet «et skræk fyldt Dyb,» Havet, forat
adskille den ene Del fra den anden, og den havde
gjort Vejen over det for lang, selv for Ørnen.
Derfor harmes Digteren over Søfartens Opfindelse, der
har forstyrret den naturlige Orden:
Hväd Frækhed var det da, som brød Naturens Love?
Som med en sulten Aand fløj fra et dækket Bord
Og vilde uden Trang i Dødens Gab sig vove
Ej for at vinde Brød, men plyndre andres Jord.
Dog skylder maaske Søfarten et Tilfælde sin
Oprindelse :
Maaske, saa snart man saa, at Træ bar op paa Strømme,
Saa raabte Nøden strax: did maa du dig betro!
Man saa maaske en Fugl, en Hund, en Odder svømme,
Strax tænkte kun en Gejst og lærte Folk at ro.
En Hændelse maaske udhulte først Kanoer,
Til Vittighed faldt paa at nagle Planker fast;
Maaske en Lyst at se en anden Øs Beboer
Og Drift til Fællesskab oprejste først en Mast.
Men hvor uskadelig end Søfarten i sin Oprindelse
kan have været, saa har den dog under sin senere
Udvikling stadig bragt ondt iud i Verden; thi alt
eftersom den udvikledes —
Saa voxte Vid og Kunst, men Vellyst endnu mere;
Fra hver opdaget Strand kom nye Lyster frem;
Det Land, som mætted en, det avled mange flere,
Og med hver Ladning Guld kom tusind Laster hjem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
