Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Hjemmets Glæder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
lune Krog«, der kommer i Betragtning, som hint
Ideal, hvorpaa Keble tænkte, da han skrev om
»Du glåde Hjem, hvor Hjerter slaar i Takt,
Mens Mundene de fløjter hver sit Stykke,
Du lyse Hjem, hvor Kærlighed staar Vagt
For Smaas og Stores hyggelige Lykke.«
I gamle Dage lader man ikke til at have kendt
synderligt til Familielykke. Dét gælder ikke blot for
vilde Folkeslags Vedkommende, nej ogsaa for Græ-
kernes. Hvor vidt forskelligt lader ikke et græsk
Hjem til at have været fra saadant et Hjem, som
det, Covley taler om: et Hjem, hvor Lyset kommer
»fra Haven og Bøgerne«, men fremfor alt fra »en
dydig Hustru, der huldt forener i sig begge Dele, —
hendes Ansigt er som den skørmheste Have, og hendes
Sjæl som det dejligste Bays
Ingen, der har elsket (em
en Søster eller en Datter, se uden Forbavselse
og Medlidenhed, hvad den heftéøe Chrysostomus siger
om Kvinden. Efter hans Opfattelse er hun »et nød-
vendigt Onde, en naturlig Fristelse, en attraaværdig
Elendighed, en Fare i Huset, et dødbringende Blænd-
værk, en sminket Ulykke«. Paa faa Omraader er der
blevet gjort saa stort et Fremskridt som i Forholdet
mellem Mand og Kvinde. Det er forfærdeligt at
tænke sig, hvad Kvinderne endnu maa lide hos de
Vilde! Men selv de fint dannede Grækere såa”, med
faa Undtagelser, dog kun Husholdersker eller Dukker
i Kvinderne, ikke Engle, som kan gøre et Hjem til et
Himmerige. I den hinduiske Talemaade, at »man bør
aldrig slaa en Kvinde, end ikke med en Blomst«,
AX
år eller en Hustru,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
