Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - III. Nationaldramaets Udvikling indtil Lope de Vega’s Fremtræden. Hans Indsats: Det er ham fremfor nogen Anden, som giver det Særpræg, baade i Form og Indhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
lighed drive Gæk med »los Curas«.*) I »Straffen«, som findes over-
sat i nærværende Bind, er der mærkværdige Udtalelser om en
Hustrus Stilling i Hjemmet. Adelens Fortrin for andre Stænder
diskuteres af og til, brave Bønder ere ligesaa gode som Adelsmænd,
hedder det undertiden (men de blive alligevel først rigtig gode, naar
deres Bravhed forfremmes ved et Ridderslag); og Misbrug af Herre-
vælde, Grusomhed og Vold mod Undergivne, ser man straffet ved
at disse tage sig selv til Rette (men Ret faa de dog først helt, naar
Kongen til Slut giver dem den og tilgiver dem deres Formastelse).
Maaske intetsteds i sine Skuespil er Lope saa »demokratisk« som i
»Fuente-Ovejuna«, hvor en hel By samdrægtig hævner den Kræn-
kelse, som en fornem Herremand har tilføjet en af dens Familier,
idet de forene sig om at dræbe Gerningsmanden, og ingen af dem
svarer andet paa Dommerens Spørgsmaal, trods Pinebænken, end
at det er
Fuente-Ovejuna, Byen, som har begaaet Drabet; tilsidst
frikende Kong Ferdinand og Dronning Isabella dem alle. I »Los
milagros del desprecio« siger Tjeneren Hernando, som er kommen
hjem fra Krigen i Flandern, nogle ret aabenhjertige Ord om Kæt-
terne og om Krigen idethele. »Ja, jeg er bleven lang«, siger han,
»for jeg er bleven tynd. Naar man har været Soldat i tre Aar,
daarlig lønnet og uden Mad, saa kunde man godt voxe over et
Hustag. Der er ingen værre Elendighed til for et Kristenmenneske
end at staa dér midt i Sumpe og blive delikateret med et Traktement
af fordømte Malmkugler; dér gælder det for en Mand at holde Modet
oppe. Hvad har egentlig Lutheranerne, nøjere beset, gjort mig?
Vorherre har jo skabt dem, og dersom han vil, kan han jo meget
lettere end jeg gøre Ende paa dem allesammen, ad mangfoldige Veje.
Dér giver man sig til at belejre en By, og efter at man har over-
dænget hinanden med Kugler, der river Arme og Ben af, og man
hverken har faaet Næring eller Hvile, og Hæren under det frygte-
ligste Blodbad er ved at gøre det sidste afgørende Angreb, med vort
’
Feltraab: »Santiago!« — saa bliver der stukket Ild paa en Mine, som
er lige under de intetanende Angriberes Fødder, og en stakkels
Soldat flyver tilvejrs, som en Icarus, der gaar den forkerte Vej.«
Overdreven Vægt tør man naturligvis ikke lægge paa en saadan
£.
i
►
?
*) Et frappant Exempel paa hvad Lope turde tillade sig, uden For-
argelse og uden at tilsigte den, haves i »Dineros son calidad«, hvor det
latinske Fadervor er anbragt i en »lystig Persoms Replikker under en
Spøgelsescene, paa en galgenhumoristisk Maade, der neppe syntes tænke-
lig i et saa rettroende Land.
Udvalgte Skuespil, 4
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
