Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffen (El Castigo sin Venganza) - Første Akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
Et Raad jeg dog vil give Eder, Herre,
I denne Eders vanskelige Stilling.
Jeg tror at det kan noget raade Bod
Paa Skuffelsen, han led, og yde Jer
En Lejlighed at vise ham Jer Godhed.
Tilgiv mig, at saa dristig her jeg taler;
Men trygt jeg stoler paa Jer Naade mod mig,
Og derfor ytrer ærlig jeg min Mening.
Jeg er jo, høje Hertug, Eders Slægtning,
Datter af Eders Broder, der saa tidlig,
Som Mandeltræet i den unge Vaar,
Hvis Blomster maa for Nordenvinden segne,
Til Sorg for Alle maatte bøje sig
For Dødens Ubønhørlighed, ej ældre
End femogtyve Aar. I Eders Slot
Blev jeg opfostret, thi ej længe efter,
Ak, stod jeg o g som moderløs i Verden.
I ene blev mig som en elsket Fader,
Blev som den gyldne Traad, der ledte mig
Ud af min Kummers mørke Labyrint.
Til Broder skænked I mig Federico,
Ham som ved Fødselen var alt min Fætter.
Til alle Tider kan jeg stole paa ham,
Hans Hæderlighed og hans Trofasthed;
Venlig jeg viser ham mit Sindelag,
Og han sit Hjertes Venlighed imod mig.
Den samme Troskab og den samme Tillid,
Det samme Liv i nær forbundet Venskab
Forener os, — den samme Kærlighed,
Som ved et Ægteskab vil blive evig,
Thi jeg er jo alt hans, som han er min.
Og Døden selv vil neppe turde løse
Det Baand, der sammenknytter os saa stærkt.
I!
H
i i i;
I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
