Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffen (El Castigo sin Venganza) - Anden Akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
Rutilio og Marchesen komme.
Rutilio (til Marchesen). Det Haab, som daarer Eder, vil for-
gæves
I vente opfyldt: altfor stærk Rival
Er han, vi talte om. Marchesen. Rutilio, stille;
Aurora er her. Rutilio. Og I selv fra Samling.
Vær fast, mens Alting skifter og forandres!
Marchesen. Aurora, som har bragt den lyse Dag,
Da mine Øjne ofred dig min Frihed
Og skænked dig min hele Sjæl i Tilgift;
Aurora, du som sendes mig af Solen,
Naar Lidelsernes Hær har mørknet Sindet,
Saa Alting atter blomstrer frem og straaler
I skønne Farver, thi en Morgen frembrød
Fra dine Læbers Perlekrans og Roser!
Alt fra den Stund, jeg kom fra Mantua,
Valgte til Ledestjerne jeg din Skønhed,
Som alle Hjerter maa sig bøje for;
Men ringe Lykke har jo fulgt min Bejlen.
Hvor er
jeg bleven gækket af mit Haab,
Skøndt endnu stedse dig min Sjæl tilbeder!
Hvad har jeg vundet Andet som din Ridder
End — at du nu er træt og ked af mig?
Og naar jeg sukker efter Morgenrøden,
Da sænker Nattens Mulm sig over mig.
Et Uheld var det ej at jeg dig saae, —
At skue Himlens Lys var aldrig Uheld, —
Men at min Elskov ikkun høster Glemsel.
Saa har jeg da besluttet bort at drage;
Det er den bedste Lægedom, jeg finder.
Jeg flygter fra din Grumhed, søger Styrke
I Fraværs Underkraft og Elskovs Hævn.
Til Afsked kun ræk mig din Haand at kysse..
►
5
f
.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
