Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffen (El Castigo sin Venganza) - Anden Akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
Aurora. Marchese, vid, at hvo saa daarlig modstaar
Den første Kulde, er en daarlig Bejler.
Ja, han vil neppe dø af Elskovskvaler.
Der skænkes ingen Gunst ved første Møde;
Nej, der maa Mere til: den dybe Elskov.
Jer Kærlighed er ringe som Jert Taalmod.
Men da I er saa fri at bede mig
Om Lov at rejse bort fra dette Land,
Vil jeg benytte mig af samme Frihed
Og give Jer Befaling til — at blive.
Marchesen. Signora, dette- er en Gunst saa stor, —
Thi den forjætter mig et Haab, uagtet
Den synes klædt i Strengheds Klædebon —,
At ej de ti Aar, hvori Grækerhæren
Belej red Troja, eller og de syv Aar,
Hvor Hyrden maatte vente paa den Skat,
Som Laban havde lovet ham i Eje, —
Nej, Seklers Evighed, lig Tantalus,
Udholdt jeg gerne nu for Eders Skyld,
Imellem Tvivl og Tro. Saa vil jeg bede
Min Kærlighed om Haab som Lykkegave:
Saalænge Saligheden ej er vundet,
Taalmod i Lidelse fortjener Lon.
Hertugen, Federico og Batin komme.
Hertugen. Ved denne Skrivelse befaler Paven,
At jeg skal rejse strax til Rom. Federico. Men siger
Ej dette Brev, hvad Grunden er dertil?
Hertugen. Og at mit Svar skal være, at jeg rejser
Paa Øjeblikket. Federico. Herre, vil I skjule
Det for mig, spørger jeg Jer ikke om det.
Hertugen. Naar har jeg skjult for dig min Hjertens Mening?
Jeg kan blot sige dig, at jeg formoder,
Det drejer sig om Krigen i Italien.
IH
11
■’i
I
Q
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
