Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffen (El Castigo sin Venganza) - Anden Akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
Hvad frelser os Tvende, hvem Malstrømmen bær’?
Din Skyld det var, at jeg Gud liar tabt:
Du blev mig en Gud, af min Elskov skabt.
Gud har jeg ikke, thi dig kun jeg ser;
Ej heller mig selv, — uden dig jeg jo er.
Tusende Onder dem vil jeg lide
For dig at vinde, mit eneste Gode.
Elskov jeg bringer, men svårt fik jeg stride,
Thi dit Hjerte koldt og stenhaardt jeg trokle, —
Om du er min, kan jeg end ej vide.
Nu kæmper jeg haardt paa Tvivlens Vej
Uden mig selv og uden dig:
Mig selv har jeg ej, thi ingen Draabe
Af Lykke hos dig er for mig at haabe;
Og dig ikke heller, — min blev du ej! —•
Cassandra. Jeg kan ej dølge det: hvergang jeg tænker
Paa Gud og Hertugen, mig Rædsel ryster.
Jeg ser guddommelig og jordisk Vælde
Forenede forjætte Straffedommen.
Men mindes jeg, hvordan i Verdens Øjne
Kærlighed ofte har formildet Brøden,
Da tykkes mig igen min Brøde mindre.
Saa stor Undskyldning kan vel svække Skylden.
Hvor Mangen ser jeg ikke som Exempel,
Blandt dem som fejlede fordi de vilde!
Thi den hvis eget Ønske er at fejle
Ser altid hen til dem der alt har gjort det,
Og ej til dem der angre deres Daarskab. —
Men dersom endnu Lægedom der gives,
Er det: at fly, ej se hinanden mere,
Ej tale mere med hinanden. Livet
fil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
