Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffen (El Castigo sin Venganza) - Tredie Akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ii
::
163
Batin. Hvad siger du? Hvad er det, du fortæller?
Ricardo. Som Andre gerne blive lastefulde,
Hoffærdige i Lykken, ringeagte
Alverden, drømme sig udødelige, —
Saaledes er vor
Hertug bleven ydmyg:
Det er som han foragted sine Laurbær.
Det Vindpust, der har viftet fra hans Faner,
Har ej hans Hjerne fyldt med vindigt Hovmod.
Batin. Du store Himmel, bare det gaar godt!
Gid denne Ydmyghed blot ikke ender
Paa samme Maade som det gik for Manden
Der bo’de i Athen og bad til Venus,
Med Offre og deslige, om Gudinden
Vilde forvandle ham hans Kat til Kvinde, —
En Hunkat, som man gerne kunde kalde
Dominikansk, for den var hvid og sort.
Det skete. Men en
Dag at Damen sad
I Boudoiret, med friseret Haar
Og Skørter paa af Tøj, saae hun et Dyr
Af dem der altid roder i Papirer
Li’som Poeterne. Vips sprang hun ned
Fra sin Forhøjning, og med lette Hop
Satte hun efter Musen; thi Naturen
Vil, at en Kat forbliver altid Kat,
En Hund en Hund, og saadan vil det være
In saeculorum sæcula. Ricardo. Frygt ikke,
At Hertugen skal tage fat igen
Paa sine gale Ungdomsstreger, navnlig
Hvis han faar Børn, som med smaa bløde Hænder
Forstaa at kæmme selv de grummeste,
Mest harske Lovers frygtelige Skæg.
Batin. Det skulde glæde mig, om det er sandt.
S
il
I
&
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
