Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det Umuligste af Alt (El mayor Imposible) - Første Akt - Ottende Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Og gør saa trøstig én tii, Mage til den.
Med hvilket sindrigt Paafund, hvilken Nøgle
Tror han at kunne passe paa en Kvinde?
Roberto gør nok Fordring paa at eje
En Viden som end aldrig nogen kendte.
At Sligt er det Umuligste af Alt
Skal meget snart han faa Beviset for.
Thi jeg skal lære ham, det er ej gørligt;
Det Hverv blev mit. Og han, den anden Taabe,
Staar dér og roser just for mig en Mand,
Som har saa smukt et Navn, saa godt et Ry,
Som Alle prise højt, — og siger saa,
At jeg skal vogte mig for hvad han roser.
Netop som jeg var fjernest fra at elske,
Ja levede i Angst for Kærligheden!
Man gør saa stor Stads af de Gamles Raad!
Men var de dumme dengang de var unge,
Hvor kan de være kloge da som gamle?
Med Aarene formeres ej Talentet. —
Paa m i n Bekostning altsaa vil min Broder
Hævde den Paastand, han dumdristig ytred!
Men det skal ikke lykkes. For at han
Kan faa sin Krig frem, skal jeg lukkes inde,
Saa Tiden hengaar, inden jeg engang
Kan blive lykkelig som Brud for Altret!
Lisardo — har jeg set opmærksomt paa,
Det tilstaar jeg, og mig har det pikeret,
At ej han vilde lægge Mærke til mig
Og ikke ofre mig galant sin Hyldest.
Nu bydes Lykken mig af Lejligheden;
Den vil jeg gribe som den sig frembod.
Er det en Illusion, — den er dog sød.
I
i
Él
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
