Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - Om de Skuespil, som findes oversatte i dette Bind. Johan II af Portugal, Braganza’erne og Hertugen af Viseo: den virkelige historiske Sammenhæng og Lope de Vega’s Behandling af Æninet. — Bondestandens Stilling i Kastilien i ældre Tid. Det spanske Æresbegreb. Kong Henrik III i Historien og Digtningen. — Spansk Fængselsvæsen i gamle Dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
13
serende Form havde sejret. De stærke Ord, hvori Hertugen af
Guimaråns her i Stykket proklamerer Kongetroskabs-Princippet, el
Principio de Lealtad, er kun et Udtryk for en almindelig ud-
bredt Følelse, ja en Lov, der var Rettesnor for enhver brav Spa-
nier, fornemmelig enhver Adelsmand. Derfor ere de langtfra uden
Paralleler i Lope’s andre Skuespil (og i de øvrige spanske Drama-
tikeres), f. Ex. i »La mayor virtud de un rey«, hvor e 1 R ey ligefrem
kaldes »Diös en la tierra«. Thi Kongen personificerer Staten, Rigets
Enhed.*) Loyaliteten kan sættes paa en haard Prøve ved en Kon-
ges Fremfærd, og den har sin Modvægt i den Enkeltes personlige
Værdighedsfølelse. I et af Calderön’s Dramaer (»Amor, honor y
poder«) hedder det: »Hos en tro Undersaat er der imod Magten vel
intet Sværd; men Ære er der dog tilstede mod Magten.« Og Inter-
esse og Sympathi for middelalderlig Lensmands-Trods nærer folke-
lig episk Digtning ikke mindre i Spanien (Cid) end andensteds;
dette virker atter paa Dramaet, som har saa dybe Rødder i Roman-
cepoesien. Men en Dramatiker af den gamle spanske Skole søger
helst med Behændighed at give hvert af Principperne hvad der til-
kommer det, ofte kun gennem et af de saa at sige akademisk-juri-
diske Replikskifter, som Dramatikerne ynde i høj Grad (f. Ex. Be-
gyndelsen af 2den Akt af »La Corona merecida« og A. III, Sc. 7 i
samme Skuespil). Naar de stræbe at finde en Udgang paa Konflik-
ten, hvorved de stridende Normer tilfredsstilles i lige Grad, sker
det enten ved at Kongen selv til Slut indser og angrer hvad hans
Handlinger have bragt over Uskyldiges Hoveder, eller at han bliver
betænkelig ved det, han agter at gøre, og kun halvt mod sin Villie
ledes til at iværksætte det. Et interessant Exempel har inan i Lope’s
»La fuerza lastimosa«. En Konge har efter Opfordring fra en af
sine Paarørende ladet en Adelsmand, som han selv skatter højt,
sætte i Fængsel nogle Timer: det skal være til Mandens Gavn, siger
Kongens omtalte Slægtning, som paa den Maade vil skaffe sig Lej-
lighed til at begaa en Udaad. Da det forkyndes Adelsmanden, at
hans Herre lader ham fængsle, spørger han ikke om Aarsagen; »thi
det er ikke ret at spørge om Grunden til Kongers Forgodtbefindende.
Ligesom man ikke kan spørge Himlen, hvorfor den lader det regne,
saaledes skal en Konge ikke fortælle, hvad der bringer ham til at
*) Enkeltheder ang. Statens Faktorer og Institutioner saavel som ang.
Stænderne og det daglige Liv paa Lope de Vega’s Tid, sig. E. Gigas, Spa-
niens Storhedstid, i »Verdenskulturen«, VI, Kbh. 1910.
H
’m
%■
:
■
;
g
, -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
