Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - Om de Skuespil, som findes oversatte i dette Bind. Johan II af Portugal, Braganza’erne og Hertugen af Viseo: den virkelige historiske Sammenhæng og Lope de Vega’s Behandling af Æninet. — Bondestandens Stilling i Kastilien i ældre Tid. Det spanske Æresbegreb. Kong Henrik III i Historien og Digtningen. — Spansk Fængselsvæsen i gamle Dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
forelsket i en Hofdame, — ogsaa her benytter han et historisk Mo-
tiv; thi Johan II havde virkelig en Tid lang et Kærlighedsforhold
til en spansk Adelsdame, der levede ved det portugisiske Hof. Men
at Kongen var Viseo’s Rival som Elsker, er fri Opfindelse og hæn-
ger sammen med den vidtgaaende Anbringelse af »amores«, der
hørte til i en »Comedia« efter Publikums Ønske og Digternes Skik.
Da Stykket foregaar i Portugal, er alt dette Erotiske end mere paa
sin Plads, ifølge Spaniernes Opfattelse af deres Naboers Væsen.
Endog Guimaråns inddrages deri: Aarsag til hans Undergang bliver
den Kindhest, han — til Forfærdelse for Klassicismens Kritikere —
giver den irriterende hovmodige Dona Inés i Slottets Sale, og senere
hen hans egen krænkede Adelsæres harmfulde Opsætsighed mod
Kongens Bud, at han skal ægte hende (det maatte der til, for at hans
utrolige Loyalitet skulde vakle). For tilsidst at kaste et mildnende
Skær over Kongens Personlighed lader Digteren denne — lige i
Slutningsreplikkerne — under Indtrykket af Elviras og Egas’ Død
røbe en Følelse af at han maaske har handlet urigtigt. Det er en
Slags Omvendelse, der — som ofte i Lope’s Stykker — gaar for sig
i en Ruf, men maaske har virket overbevisende paa hans Theater-
publikum. — Man har indvendt mod dette Drama, at det i Realiteten
ingen Helt har, idet Hertugen af Viseo er for passiv og endda først
træder mere i Forgrunden, da man er naaet til 3die Akt, medens
Braganza’ernes Skæbne optager det meste af de to første Akter.
Dette kan jo være sandt nok; men trods Stykkets Titel er det jo dog
Kongen, der er dets centrale Skikkelse, og at Viseo selv ikke
træder i Forgrunden før efter Guimaråns’ Fald stemmer forsaa-
vidt netop (som vi saae) med den virkelige Historie. Hans Van-
skæbne voxer ud af Braganza’ernes. Men desuden kan vistnok
paavises med ikke ringe Sikkerhed, at Lope de Vega ligefrem har
anlagt sit Drama efter en episk Vise, som vel ikke er nogen Folke-
vise, men hviler paa Folketradition.*) Den er forfattet af en vis
Alonso de Fuentes, udkom 1550 og bestaar af 94 Verslinier; fra V.
47 fortælles om Hertugen af Viseo, i det Foregaaende om Hertugen
af Guimaråns og hans Brødre. Hvad der bl. a. tyder paa, at Lope
har benyttet Romancen som en Art Canevas, er: at ifølge denne
vilde ingen af de Tilstedeværende nedstøde Prinsen, da han stod
:
l
]
i
:®
f
M
ES
I’
%
IS
\
*) I Durån’s Romancero general har den Nr. 1241, og findes aftrykt i
min før citerede franske Afhandling.
\
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
