Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - Om de Skuespil, som findes oversatte i dette Bind. Johan II af Portugal, Braganza’erne og Hertugen af Viseo: den virkelige historiske Sammenhæng og Lope de Vega’s Behandling af Æninet. — Bondestandens Stilling i Kastilien i ældre Tid. Det spanske Æresbegreb. Kong Henrik III i Historien og Digtningen. — Spansk Fængselsvæsen i gamle Dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
\
■
?
:■ 20
s:
Skyld. Paa den Tid indtager Spanien virkelig endda en Særstilling
med Hensyn til Æresbegrebet, hvilket møder os dér kraftigere for-
muleret end andensteds og gennemsyrer Litteraturen, fornemmelig
den dramatiske. Man maa utvivlsomt se dette Fænomen i Forbin-
delse med hele den engere sociale, religiøse og politiske Sammen-
kitning, der karakteriserer Spanien især i 17de Aarhundrede, og som
da mindre og mindre tillod Individualiteterne at gaa paa egen
Haand. (Ikke at tale om, som Lope selv siger, at »casos de honra«
altid ere et interessant dramatisk Motiv). Æreslovens tyngende Bud
fremkalder dog mangt et uvilkaarligt Suk, og derhos mangt et kri-
tisk Raisonnement, over at »Æren« saa tidt er afhængig af Kvinden,
»hvis Navn jo er Skrøbelighed«*), og af Mængdens Overfladiskhed,
Ondskab og Sladder — som f. Ex. her i »Peribånez«. Den vittige
Komediedigter Francisco de Rojas’ lader mere end een Gang sine
Gracioso’er anstille Betragtninger å la Falstaff over den ridderlige
Ære i snævrere Forstand, det slemme pundonor, som nødte Folk
til Duel: naturligvis er der med slige alt andet end idealistiske Ud-
gydelser tilsigtet at vække Latter hos Tilskuerne over Personens
Mangel paa krigersk Mod; men de klinge undertiden saa forbløffende
ærlige, saa Sancho-Panza-agtig — for ikke at sige Schopenhauersk
—
fornuftige, at man fristes til at søge en alvorlig Bagtanke deri**).
Saaledes i Rojas’ »Donde hay agravios no hay celos«. En Tjener
(Sancho hedder han endda), der er bragt betænkelig nær ved at
maatte duellere, siger: »Hvorfor skal jeg lade mig afficere af, at
der bruges Ære her i Verden ? — At virkelig disse her Dueller bliver
ved at existere! Om jeg lyver, skal ingen Betydning have; men at
man siger mig det, det skal betyde Noget! — Duellant, som slæber
omkring med din sølle Point d’honneur, sig mig, du Nar: er det
ikke væri’e at være død end at have faaet en paa Øret?« Og en
anden Tjener — ligeledes med Navnet Sancho
amigo para amigo«): »Tillad mig at forbavses over en dybtgaaende
Dumhed, den at man giver sig til at fægte uden at være dækket
bag en Væg. For lad os sætte, at vi faar trukket blank; lad os
i
i
!
■
i
:
il
Ir
h
s
I
ytrer (i »No hay
’1:
I
i;
*) Omtrent ganske i denne sliakespearske Form møder man Udsagnet
»Falsedad es vuestro nombre« hedder det
hos spanske Dramatikere,
i Lope’s »Amor con vista«.
**) Naar jeg har nævnt Schopenhauer her, er det med Tanken paa hans
Betragtninger over den ridderlige Ære i »Aphorismen zur Lebensweisheit«,
Kap. 4 (Del af »Parerga und Paralipomena).
1 I
1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
