Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjern og dog nær (El ausente en el lugar) - Første Akt - Fjerde Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.viiliÄ • .
374
Fiberto. Jo, men D y d er bedst af Alt;
Har man den, saa har man Rigdom.
Feliciano. Ja, hvem siger selv ej Sligt om
Dyd, naar det med Mønt er skraltl
Det er sikkert, det er sandt:
Dydens Lovsang højt man synger,
Mens man efter Guldets Dynger
Strækker Haand paa hver en Kant.
Fisberto. Men med Smag dog denne Junker
Altid sig forstaar at klæde:
Silkebaand paa Hat, og Kæde,
Skøndt man veed der mangler Grunker;
Atlask og kinesisk Taft, —
Ja, naar han er rigtig flot,
Baj. Feliciano. Er Baj mon ildte godt?
Fisberto. Jo, vist er det. Han har haft
Stort Talent, som skænked Armod
Denne Tilflugt, ved at hitte
Paa, at nu bor man beflitte
Sig paa Baj, og at sin Harm mod
Taft og Atlask man bør rette.
Feliciano. Dersom en Poet, af hine
Hvem parnassisk Mavepine
Plager mægtigt, skulde sætte
Titel og Epitheton
Til det Tøj, i en Sonet, —
Hvad mon, fandt han, passed ret?
Fisberto. Aa, ifald min ringe Aand
Fik i denne Sekt en Plads,
Kaldte jeg det for »illustre«.
Feliciano. Hvorfor? Fisberto. Jo, det har sin
Lustre;
-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
