Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjern og dog nær (El ausente en el lugar) - Første Akt - Sjette Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aurelio. Der er
Ingen, som begrundet
Mistro gi’r mig. Octavio. Har du fundet
Brev og Bud af nogen Slags?
Udefra? hos en af Vore?
Aurelio. Alderen, hvortil hun kom,.
Højlydt kun mig minder om
Hende nu en Mand at kaare.
Octavio. Ja men Eet maa du ha’ hørt
Eller set, som Æren rører.
Aurelio. Hun saa ærbart Levned fører
Som hun — moderløs — har ført
Hver en Stund; og hendes Fader
Trygt forlader sig derpaa.
Men det kan jo saadan gaa,
At —
taknemmelig hun lader
En forelsket Yngling bejle.
Octavio. Sindrig talt. »Taknemmelig«
Skal forstaas ? Aurelio. At hemmelig
Hjertet lader forespejle
Sig til Ægteskab en Vej:
Bejleren som Ægtemanden.
Men — at sige det for Sanden —
Den Mand huer ikke mig.
Octavio. Dersom kun du vilde bort
For at sige mig paa Landet
Disse Ord og intet Andet,
Kan vi gøre Rejsen kort.
Vi gaar hjem. Aurelio. Hvad Paaskud gi’r jeg?
Octavio. Podagra; at Foden smerted.
Aurelio. Ak, her er det mere Hjertet.
Octavio. Selv ved denne Tale bli’r jeg
Tankefuld; og vel jeg fatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
