Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjern og dog nær (El ausente en el lugar) - Anden Akt - Trettende Scene - Fjortende Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
441
Kan jeg taale disse Taarer,
Disse Ord som jeg maa høre, —
Lad mig være nok saa skinsyg.
Strax jeg viser mig .... Estéban. Saa bi dog.
Carlos. Nej, jeg skjuler mig ej mere.
Hører du? hun mig tilbeder!
Estéban. Da I veed nu hendes Fasthed,
Bør I hævne Jer en Kende,
Gotte Jer endnu en Smule.
Carlos. Ak, hun dør, min hvide Svane,
Som saa sødt og lifligt synger!
Himmel, lad min Elskov opstaa
Som en Fønix af sin Aske!
Elisa. Hvor kan Himmelen tillade,
At Elisa er i Live,
Naar hun selv maa Livet hade,
Naar den kunde Carlos rive
Bort fra mig? Men snart skal blive
Klart for Verden, at er Carlos
Pyramus, saa er jeg Thisbe,
Som for dig i Døden blegner.
Ve mig Arme! Hjertet segner . ..
i
Carlos borte, — og jeg lever!
FJORTENDE SCENE
Octavio, Feliciano. De Forrige.
Octavio (udenfor). Som Svoger maa I tage mit Parti.
Laurencia. Det er Octavio; og Jer Mand, Elisa,
Er med ham, hør’ jeg. Tilslør Jer og skjul Jer.
Elisa. Gud staa mig bi! Laurencia. Indsvøb Jer i Mantillen,
Begge. Elisa. Her bagved vil vi gemme os ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
