Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noter til de fire Skuespil - I. »Herguten af Viseo«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mu
I 488
Det sp. Lacayo er if. Covarrubias’ Ordbog nærmest at forstaa
som Rideknægt (men rigtignok tilfods) eller Staldkarl. Andensteds
betegnes det som: en Tjener, der mere er til Stads end til egentlig
Nytte, og som følger sin Herre i Hælene eller — især — gaar
forud for ham som en Løber, navnlig naar Talen er om et Herskab,
der holder Vogn. Ordet indkom ret sent i Spansk; dets Oprindelse
synes stadig usikker.
S. 98. »o-p op«, — i Orig.: »vaya el mal por el mal«, egl.: Lad
den ene Ulykke gaa op imod den anden.
S. 99. »Borgfoged«, — Alcaide er: Slotsherre, Høvidsmand over en
Fæstnings Krigsmagt, Kommandant, ogsaa Fangefoged, Fængsels-
bestyrer.
S. 102. Alexander Severus var romersk Kejser 222—235 e. Chr.;
han pristes for sin strenge Retfærdighed. Til hans Raadgivere hørte
især Ulpian, den berømte Retskyndige.
S. 103. »at ikke Blodet faar spillet Jer et Puds«, — d. e. Fyr-
steblodet; Aareladningen af »Armene« hentyder til de store Va-
saller, »Hovedet« er Kongen selv.
S. 104. »Dommere«, — de ondskabsfulde og dømmesyge Hofsinder.
S. 108. Cæsar, — her er en Hentydning til hans Ord under
Stormen paa Havet: Frygt ikke, Styrmand, du fører Cæsar og hans
Lykke! (Historien er fortalt i Plutarchs »Cæsar«, 38, og hos andre
Oldtidsforfattere).
»Elskere og Krigsmænd kan altid lignes«, — Allusion til Ovids
»militat omnis amans« (Amores, I, 9).
»Fyrste«, — her sættes principe i Modsætning til amante.
Tiggerstudenten, med sin lasede Kappe og med Træskaalen hæn-
gende ved Bæltet, hørte til de Figurer, hvormed Lope de Vega’s
samtidige Publikum var fuldt fortroligt. Disse latinske Vagabonder
som holdt sig for gode til at indlade sig med almindelige Tiggere,
gav sig bl. a. af med at spaa og stille Horoskoper. Men forøvrigt
søgte de deres Livsophold (foruden ved ligefrem at tigge) ved at
synge for Folk,læse Bønner, gøre Taskenspillerkunster, kvaksalverere
samt lokke Penge af Godtfolk ved Hjælp af »den uindbundne Bog,
hvori Spanierne af alle Stænder pleje at studere« (som Covarrubias
humoristisk definerer Spillekortene i sin Ordbog, under naipes). Sig.
G. Revni er, La vie universitaire dans l’ancienne Espagne, Paris
1902, Afsn. »Les écoliers mendiants«.
S. 109. Petrarca siger i sin 7de Sonet (der begynder: La gola
e’l sonno e l’oziose piume):
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
