Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noter til de fire Skuespil - I. »Herguten af Viseo«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I?
w
490
S. 317 f. citeres Munken Alberichs Vision af Helvede (12te Aarh.),
hvori der tales om en stor Drage eller Slange, bunden med en Jern-
lænke, og siges, at Tyve og Røvere vare lænkede dernede med
glødende Jernkæder, og at en tung Vægt, ligeledes af Jern, hang om
deres Hals. — Men det var ikke blot de Fordømtes Sjæle, der
saaledes maatte bære Lænker; det var ogsaa Sjælene i Skærsilden,
saavel der paa Stedet som naar de viste sig paa Jorden. Man havde
idethele en halvt ubevidst Opfattelse af, at ikke blot onde Menneskers
Genfærd, men de Døde overhovedet, var der noget Ondt ved, naar
de i gik igen« (derfor er det, at Viseo drager Sværdet mod Gui-
maråns’ Aand, uagtet denne var hans Ven i Livet og kommer for
at advare ham); og Sjælene fra Skærsilden jamre og bede overfor
de Levende, naar de vise sig paa Jorden. (Burckhardt, Cultur der
Renaissance in Italien, 3. Udg., II, S. 293). Her kan ogsaa mindes om,
at Shakespeare lader Hamlets Faders Aand være stedt »i Flammer«,
indtil den Udaad er hævnet, for hvilken han er falden som Offer.
Et Kalkmaleri i Østerlarsker paa Bornholm viser en Djævel, der
holder en Sjæl i en lang Kæde (afbildet i F. Laske, Die vier Rund-
kirchen auf Bornholm, Berlin 1902, Afb. Nr. 74). I senere Tider
har Folket ellers hertillands opfattet disse Lænker ved Spøgeri paa
en anden Maade: enten som baame af en spøgelseagtig eller djæ-
velsk sort Hund, der slæber Lænken efter sig, som en Lænkehund
der har revet sig løs (Tang Kristensen, Danske Sagn, 5te Afd.,
1897, S. 145 og 231), eller som en Landmaalerkæde, hvormed svig-
agtige Landmaalere eller »Skelflyttere« maa gaa igen efter deres
Død (smst. under Rubrikken »Landmaalere« S. 404—411, og under
»Skjelflytning«, Nr. 1449 og 1469 samt Nr. 1487). Benediktineren Dom
Germain skriver spøgefuldt om sin berømte, lærde Medrejsende Dom
Mabillon i et Brev fra Florents af 22de Marts 1686: »Naar jeg hører
ham rumstere med de Kæder, hvormed Manuskripterne i San Lo-
renzo, i Franciskanerbibliotheket og andensteds ere lænkede, kom-
mer jeg til at tænke paa Slagterkonen i Amiens, som man siger gaar
igen som Skærsilds-Aand i en af Byens Gader og slæber en hel Del
Kæder paa sin Ryg, — hvis de Døde virkelig har nogen Ryg før
deres Opstandelse«. (Lettres inédites de divers savants, udg. af
E. Gigas, II, 1, S. 138). — Der er en kuriøs spansk Bog af Pater
Martin de la Rua, m. T. »Estado de los Bienaventurados en el Cielo
(etc.)«, hvor det fortælles i Afsnittet om Skærsilds-Sjælene (Bl. 119
f.), hvordan en fornem Jurist spøgede i et Klosterbibliothek for en
Munk der skulde holde Ligtale over ham, idet der først hørtes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
