Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
kunde — saa vilde hun ikke givet tabt, fordi om
hun ikke havde ret.
Og nu maatte hun dø. Hun kom til at gjøre ham
sorg — men hun kom til at gjøre ham værre, hvis hun
levet. Og han lod hende ikke gaa, for han syntes, han
havde et ansvar for hende. Kunde hun slippe at gjøre
ham bedrøvet — men han vilde bære det lettere end
saa meget andet, han havde levet igjennem. Som over
en hund, over et barn kanske, vilde han sørge —
men vide, hun duet alligevel ikke til at leve.
Han skulde ikke ha en hustru, som han vidste,
havde tilhørt en mand, han neppe regnet for med
menneske engang. Hans hustru skulde"* være en
kvinde, der kunde staa som lige for hans inderste
mandsinstinkt.
Han aabnet pludselig hendes dør paa gløt:
«Sover du, Edele — er du syg?»
Hun for op. Der sank en tung, grusom visshed
i hendes sind. Nei, hun kunde ikke be ham om
hjælp. Han havde givet hende for meget. Hun turde
ikke be ham om det, han ikke kunde gi.
«Jeg er bare overtræt, tror jeg. Jeg kan ikke
falde isøvn.»
Han stod et øieblik.
«Vil du ha kloral? Jeg har lidt.»
Kloral. Det isnet i hende. Det var som en
dom. Hun kunde bare ta formeget —.
«Tak.»
Han kom med en ske.
«Se her. Du er ikke vant til det — dette greier
sig vist, tænker jeg.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
