Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- I. Den ældre middelalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(glugger, vindglugger, vindøier — hvoraf vort vindue),
som vel mest tjente til luftveksling, men ogsaa som
lysaabning. De rum, som ikke havde ildsted og ljore, som
for eksempel koven, det lille rum bag forstuen til
skaalebygningen, fik sit sparsomme lys gjennem gluggen, der
ligesom ljoren kunde lukkes ved spjeld.
Tildækkedes ljoren, laa stuen i mørke. Sagaens
beretning om Einar Tambeskjelves død giver et lidet billede
heraf. „Kongen, fortælles der, lod lægge en fjæl over
ljoren, og det var liden aabning.
Men da Einar kom ind i stuen,
sagde han: Mørkt er det i
kongens maalstue. I det samme løb
folk imod ham, nogle stak, men
andre huggede.“
Naar saa dagslyset svandt og
mørket faldt paa, var det ilden paa
arnen, som gav stuen lys, og om
ilden samlet man sig til huslig
syssel. I Eddadigtet Rigskvæde
skildres i nogle linjer et saadant
huslig interiør:
Gik da saa Rig
ret efter vei;
kom til en hal han,
paa klem stod dør,
ind han traadte.
Brandt ild paa gulv
og ægtefolk sad der
og syssel drev.
Manden telgde
træ til vævbom
—
sad der konen,
svinged tenen,
strakte favnen —
stelled til væv.
 |
Fig. 1. Lampe eller
fakkelholder af jern fra vikingetiden,
gravfund paa Hennum, Lier. |
I den ældste tid brugtes vistnok ikke andet lys om
aftenen end skjæret fra arneilden, ialfald vel neppe til
dagligdags. Ved festligere anledninger, til høitids, kunde
skaalen rigere oplyses. Mest har da brændende tyristikker
og tyrifakler været brugt, enten stukne ind i væggen eller
paa anden vis anbragt. Fra nogle grave fra vikingetiden
kjendes et slags „fakkelholder“, „fyrfad“ eller „lampe“,
som man antager har været brugt til belysning. Fig. 1.
Disse, de ældste belysningsredskaber, vi kjender i vort
land, bestaar af en skaalformet beholder, fæstet paa en
lang stage eller skaft af jern, som nederst ender i en pig,
saa redskabet kunde stikkes ned i gulv eller bord eller
ind i væggen. Skaftet bestaar af en enkel jernstang, eller
paa de staseligere eksemplarer af tre-fire vredne stænger,
og er 1/2—1 m. langt. I beholderens bund staar der paa
enkelte en pig op. Om anvendelsen ved vi intet, men
man antager, at der i beholderen har været brændt enten
tyristikker eller tran — i sidste fald har piggen i
skaalbunden vel baaret vægen. Der er hidtil bare fundet fire,
fem eksemplarer af dette redskab, hvoraf et par ved fundet
var stærkt beskadiget. Østenfjeldsfra kjendes to fund, et
paa Hurum i Hole pgd., Ringerike, og to eksemplarer i
en gravhaug paa Hennum i Lier, Buskerud. Fra
Vestlandet og Trøndelagen kjendes et fund i hver landsdel,
nemlig paa Kvale i Sogndal, N. Bergenhus, og paa Bjerkem
i Sparbu, N. Trondhjems amt.
I Gokstadskibet fandtes ogsaa et redskab, som efter al
sandsynlighed har tjent til belysningen, nemlig som
lyseplade. Redskabet bestaar ganske enkelt af en tynd
ekeplade med et hul i midten, hvori lyset kunde staa. Af
saadanne plader var der fire i skibet; to runde, 15 cm.
i tvermaal, en kvadratisk 17 cm. i kvadrat, med hjørnerne
afskaarne i en indadgaaende halvcirkel, og en aflang
firkantet fig. 2, forsiret med udskjæringer og lidt forkullet
ved hullet i pladens midte. Sagaerne beretter flere steder
om lys under tjeldene paa
langskibene; saaledes fortæller Snorre
om Magnus Barfod: „Om vaaren
ved kyndelsmesse [2. februar
1094] lagde kong Magnus bort
om mørke natten — de lagde
ud med tjeldede skibe og lys
under tjeldene“.
|
Fig. 2. Lyseplade af træ i
Gokstadskibet. |
De forholde, som nu er
skildret, gjælder vikingetiden og den
dermed nøie sammenhørende
ældste sagatid. Omkring midten
af det 11te aarhundrede indtræder imidlertid
gjennemgribende forandringer. Det er de vesterlandske, særlig
normanniske seder, som trænger ind i vort land, først
til kongens hird, hvor Olav Kyrre indfører mange nye
skikke, senere trænger de igjennem ogsaa til folkets
bredere lag. For ild og lys i hus og hjem blev denne
fremmede paavirkning af den aller største betydning; thi
blandt det nye, som kom, var ogsaa ovnen. Da der paa
den tid i vesterlandene fandtes ildsted med røggang,
antager man nu, at ovnen havde skorsten, eller med
andre ord var en peis, skjønt der ogsaa er mulighed for,
at de første ovne var røgovne, som manglede røggang,
saa røgen lige som fra den aabne arne maatte slippes ud
gjennem ljoren.
Olav Kyrre indførte ovnstuer, beretter sagaen, og han
havde kjertesvender, som holdt kjerter ved hans bord,
ligesaa mange som der sad fyrstelige mænd. Mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Jun 30 19:25:14 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/lysstel/0014.html
