Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den ældre middelalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
disse to nye ting var der nøie sammenhæng. Naar
ildstedet ikke længer stod midt paa gulvet, men var flyttet
ind mod væggen — naar ilden ikke var helt aaben, men
brændte i en muret ovn i stuens hjørne, da gav den ikke
længer saa god lysning som før. Men kravet paa lys
var ikke blevet mindre, men heller større, og saa
maatte den kunstige belysning øges: kjerterne indførtes
ved hirden, og snart brændte de ogsaa i stormandens hjem
og storbondens stue.
Fra denne tid og fremover i mere end et halvt aartusinde
var der i Norge tre hovedformer for ildstedet i
beboelseshuset. Den ældste form, den aabne aare eller arne,
fandtes oprindelig over det hele land; aarestuen er egentlig
intet andet end skaalebygningen i mindre udgave. De to
yngre former er røgovnen, som blev almindelig over hele
Vestlandet, og peisen, som udbredtes over hele Østlandet.
Fælles for dem alle tre var i den ældste tid ljoren, men
denne var kun for aarestuen og røgovnsstuen en
nødvendighed — i stuer, hvor ovnen havde skorsten, trængte man
ljore bare for lysets skyld, og da man begyndte at
indrette andre lysaabninger, forsvandt efterhaanden ljoren —
først hos konge, bisp og stormand, saa hos borger og
bymand, sidst hos bonden.
Disse andre lysaabninger var vinduerne. Vinduet er
rigtignok betydelig ældre i Norge end skorstenen, for de
første vinduer kom samtidig med kristendommen og fandtes
i de ældste stenkirker, som blev bygget i landet. Men i
privatboligen blev jo vinduet først nødvendig, efterat stuen
havde faaet ovn med røgudgang, saa ljoren kunde sløifes.
Vinduet tilhører i vort land oprindelig
stenbygningskunsten. I de norske trækirker, stavkirkerne, fandtes i
almindelighed ikke større lysaabninger, som egentlig med
rette kan kaldes vinduer i vor forstand af ordet; deres
vinduer var ligesom skaalebygningens „vindøier“ bare
smaa glugger høit oppe paa væggen, lufthuller mere end
lyshuller.
De ældste kirkevinduer var smale med rundbuet
afslutning øverst, og aabningen var enten forsynet med sprinkler
af jern eller træ, eller dækket af en hornrude eller en
sjaa udspændt over en ramme paa samme vis som ved
ljoren. Glasruder forekommer først i det 12te aarhundrede
og var i den første tid kostbarheder, hvoraf mange kirker
bare eiet en eneste, og de fleste kanske slet ingen før ind i
det 13de aarhundrede. Dette ved vi af de mange bevarede
fortegnelser over kirkeinventar paa Island; norske
kirkeinventarier kjendes ikke fra saa tidlig tid, men naar smaa
islandske kirker eiet glasruder omkring aar 1200, har
sikkerlig ogsaa mange norske kirker ved den tid havt saadanne
kostbarheder.
Glasruderne og de ældre horn- og sjaa-ruder indfattedes
i trærammer, som blev anbragt midtmurs, hvor
vindusaabningen var smalest — og hvorfra lysaabningen udvidet
sig temmelig sterkt til begge sider. Dette synes at være
den ældste form for rudernes indfatning, og er vistnok af
angelsaksisk oprindelse. En yngre form af vinduet havde
rammen anbragt i den ydre murflugt, og aabningen udvidet
sig derfra indad.
Kirkevinduerne vokset sig imidlertid hurtig større, og
med gotiken kom de høie, pragtfulde vinduer, som ikke
længer var beskedne aabninger for lyset, men indgik som
et af de vigtigste led i arkitekturen, indfattet med den
overdaadige rigdom, som gotiken førte med sig, og forsynet
med glasmalerier i straalende farver, hvorigjennem lyset
faldt rigt og farvemættet ind i den høie, hvælvede kirke.
Fra kirkerne overførtes vinduerne til de verdslige
stenbygninger. Den største og merkeligste af disse fra vor
middelalder er som bekjendt Haakonshallen i Bergen. I
denne Haakon den 4des kongebolig finder vi vinduer af
forskjellig form og størrelse. Kjelderne, hvor kjøkken og
tjenerbolig og oplagsrum o. lgn. vel har været indrettet,
har bare smaa gluggelignende vindusaabninger, der ikke
slipper nok lys ind til at oplyse rummene, som derfor er
kjelderskumle. I mellemetagen, hvor de private
beboelsesrum for kongen laa, er derimod vindusaabningerne store
nok til at give rummene rigelig lys; det største rum har
tre vinduer, de to mindre siderum har hver to vinduer —
alle af ens form, smukke gotiske dobbeltvinduer indrammet
af søiler og med kløverbuet afslutning øverst. Men først
i den store hal, som i den øverste etage indtager hele
bygningens længde og bredde, har vinduerne faaet aabne sig høie
og prægtige — syv store vinduer paa den vestre langvæg,
som vender ud mod Vaagen, giver den høie hal et festlig
lys, og end større og skjønnere, pragtfuldt som en gotisk
katedrals mægtige vestfrontvindu, er det brede og høie
vindu i nordmuren ret over høipallen, hvor kongens plads
var mellem rigets stormænd og hirdens første, et kongelig
vindu, som ingen hal og ingen borg har havt magen til i
vort land. Haakonshallens vinduer er de smukkeste, nogen
norsk profanbygning har havt.
Saa lyse rum, saa høie vinduer var der ikke i de andre
kongeboliger, og blandt bispegaardene har selv ikke
erkebispens bolig i Nidaros havt lignende. Spor af de
oprindelige vinduer i erkebispegaarden viser dog, at den store hal
her fik sit lys fra fire noksaa smale vinduer i nordre
langvæg og maaske lige mange i sydvæggen, medens
tvervæggen mod øst havde tre smale, spidsbuede vinduer i
gavlen. Kravet om rigelig lys i stormænds stue blev
saaledes opfyldt, om ikke saa kongelig som i Haakon
Haakonssøns store hal.
En eiendommelighed ved de middelalderske vinduer i
stenbygningernes massive mure er de bænke, som ofte blev
indrettet i vindusnischerne. I disse stenbygninger, hvor
lyset ikke faldt ned gjennem ljoren, var det ikke som før
stuens midte, som var det lyseste sted, hvor man søgte hen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
