Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Bondegaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40 Bondegaarden.
Vestland. Kalm siger i 1746, at ,nu begynder de mere
og mere at bruge vinduer paa væggen* paa Bohuslens-
kysten, samtidig som de norske jernovne kom i brug i
denne gamle norske landsdel.
Glasruderne blev indtil midten af det 18de aarhundrede
indført fra Tyskland; men de nyanlagte norske glasver-
ker, som da begyndte at optage produktionen, fik i 1760
efter ansøgning udvirket et regjeringsforbud mod al ind-
førsel af glasvarer. En norsk jernindustri havde forsynet
landet med ovne, en norsk glasindustri skulde nu søge
at tilfredsstille det stadig stigende behov for vindusruder.
Men det skulde snart vise sig, at behovet var altfor stort
til, at den begyndende industri kunde tilfredsstille det.
De norske glasverkers produktionsevne var ikke stor nok
paa langt nær, og de maatte et par maaneder efter ind-
førselsforbudets udstedelse ansøge om kongelig tilladelse
til at indføre 1500 kister af de simplere sorter vindusglas,
det saakaldte lybske eller pommerske glas. I det følgende
aar blev mangelen paa vindusglas saa følelig, at kongen
den 5. januar 1762 paa generaltoldkammerets forestilling
maatte give tilladelse til at indføre saa meget af disse
glassorter, som der i landet bevislig trængtes til bygninger
og deres istandsættelse.
Østenfjelds blev vinduerne tidligere indført i peisestu-
erne end vestenfjelds i røgovnsstuerne; for en del laa
grunden hertil som nævnt i disse to forskjellige stuers
ildstedform; den østlandske skorsten bragte ljoren og ljore-
lyset ud af sagaen, medens den vestlandske røgovn længe
gjorde enhver forandring heri umulig. Men ved siden af
dette er det sikkerlig den større velstand i de rige øst-
landsbygder, som var aarsag i, at vinduerne tidligere kom
i brug der end i de fattigere fjordstrøg vestpaa. Ved det
18de aarhundredes midte omtaler biskop Pontoppidan i sin
y Norges naturlige historie" (Kjøbenhavn 1752) ,de pane-
lede stuer og gode vinduer*, som paa den tid fandtes paa
Oplandene, og bemerker herom : ,Det sidste at erindre
kunde synes overflødigt, for den som ikke ved, at vin-
duer ellers er nye i de norske bønderhuse, og ikke efter
landets gamle brug; thi paa denne side af Filefjeld eller
i hele Bergens stift, hvor man synes antiqui moris tena-
ciores, er det rart, endog hos en rig bonde at finde en
saakaldt glas-stue, det er et vaanhus med vinduer paa siden*.
Hvordan en stue fik først et, men siden flere vinduer
nedigjennem tiden, eftersom kravet til mere lys blev større
og nye ,ruders bekosten mere overkommelig", fik Eilert
Sundt en morsom beskrivelse af i Sundalen i Nordmøre
i 1859. Det var en gammel stue, som for en menneske-
alder siden var røgovnsstue og gaardens rette vinterstue.
» Oprindelig og længe, det kunde eieren — en mand paa
65 aar — fortælle, var stuen uden vinduer; men saa havde
en af hans forfædre hugget hul paa væggen og sat et vindue
ind, det hist ved høisædet. Dennes eftermand gjorde siden
ligesaa paa den modsatte væg og satte ind dette vindue
her lige over for høisædet. Endelig var der en tredje mand
paa gaarden (nuværende eiers fader eller bedstefader), som
kostede et vindue til paa denne samme væg, henimod hjørnet
der, hvor grydebænken staar, at det kunde blive lidt lysere
for kvindfolkene, som stelte der. Altsaa slægt for slægt
mere lys her i huset. Og saaledes er det gaaet med røg-
ovnstuen i hele det strøg, hvor den har hørt hjemme.*
Et karakteristisk billede af glasrudernes udbredelse paa
landsbygderne giver det bergenske glarmesterlaugs forhand-
lingsprotokol, som er paabegyndt i 1739. Naar Tyske-
bryggen under Nordlandsstævnerne yret af fiskere, som
havde ført sin dyrebare last af tørfisk og klipfisk dernordfra
ned til Bergen, og nu skulde forsyne sig og sit hus for
det kommende aar, var vindusruder noget af det gildeste,
de kunde kjøbe. Glarmestrene var da om sig, og søgte
at skaffe sig mest mulig arbeide, flest mulige bestillinger;
dette betragtedes som ,illoyal konkuranse" — det kaldtes
»forprang*, og var forbudt i glarmesterlaugets artikler; det
gav naturligvis anledning til megen strid mellem konkur-
renterne. I den konvention, som endelig blev sluttet mellem
mestrene, skildres ,forpranget" saaledes: ,Fornemmelig
har den skadelige, og for ærekjære borgere uanstændige,
uskik i den senere tid [slutningen af 18de aarhundrede]
taget overhaand, at nogle mestere have selv, ogsaa ved
deres svenne og drenge, anmasset sig alt det arbeide de
kunde faa, idet de have reist omkring i stævnenstider paa
nordfarjægterne samt paa andre her til byen søgende bøn-
ders baade og jægter, for at tilvende sig fortjeneste af det
arbeide disse vilde have gjort. — — —*
Glasruden vakte den tid, den først blev anvendt i en
landsens stue, stor beundring, den gav stuen navn af , glas-
stue". Det er ganske morsomt, at denne benævnelse træffes
paa saa vidt adskilte steder og til saa vidt adskilte tider,
at man næsten kan sige, den naturnødvendig udspringer
af beundringen for den merkelige gjenstand. Om direkte
laan af ordet kan der nemlig ikke være tale, naar der i
Nidaros i 1303 nævnes en Gudbrand bonde ,i Glærstofo* —
i glasstuen —, og man saa finder fire hundrede aar efter, at
søndmøringerne kalder sine stuer med glasruder for ,glas-
stuen*, at færøingerne bruger samme navn, og vossingerne
kalder den første bonde, som paa Vossestranden fik en rude
i sit hus, for Lars Glashusen.
Tyristikkerne brændte i bondens stue paa Holbergs tid
som de brændte paa Snorres. De fede tyrirødder blev
gravet op af jorden overalt, hvor gammel furuskog var gaaet
tilgrunde i kystdistrikterne, og i indlandsbygderne, hvor
skogen endnu stod. Veden blev kløvet op i lange, smale
stikker, som blev anbragt i holdere af de gamle kjendte
former. Men ogsaa nye former kom jo til i tidernes løb.
En enkel stikke brændte hurtig, og gav bare et sparsomt
lys, men et lidet baal af tyrived varte længer, kunde let
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
