Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Bondegaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
holdes vedlige, og lyste jo langt bedre. Maaden at anbringe
dette lysbaal paa var i den ældste tid givet af sig selv;
det var at lægge dem paa en stenhelle eller i en jernskaal
paa en stang slig som allerede brugelig var i vikingetiden.
Men da skorstenen var kom-
men i brug for ildstedet, kom
man paa tanke om at anvende
samme indretning ogsaa for
tyribaalet. Saa indrettedes
i selve peisen en liden lysovn,
som en nische i muren, med
en egen liden røggang, en
egen liden skorsten inde i
den store, og et spjeld ne-
derst at stænge den kolde luft
ude, naar der ikke brændte
stikker. Og dette system
med en skorsten over baalet
kunde jo ogsaa anvendes
ude i stuen uden forbindelse
med =ildstedet; skorstenen
behøvde heller ikke altid at
gaa helt op gjennem taget;
det var nok, at den ledet
røgen op over mandshøide,
saa den ikke længer sved i
øinene og satte sig i halsen
paa dem, som samledes om-
kring det lille baal. En slig
røghat af jern med panden
hængende nedenunder fuld
af tyristykker er kommen til Folkemuseet fra Nordmøre.
, Spikeljos* kaldtes lysningen af baalet, og ,spikhyll*
var den trønderske benævnelse paa pladen, hvor spiken —
tyristikken — brændte.
Røghatten var mest i brug og mest nødvendig for den
tykke røg fra tyriveden, men var ogsaa god at have over
tranlampen, for osen fra den brændende kole var stram.
Røghatten kaldtes da kolehat — paa Jæderen og i Dalerne
stryta eller strytahuva efter dens kegleformede udseende
(oldnorsk stryta — kegle). Arne Garborg tegner i et Knuda-
heibrev følgende Jæderinteriør :
» Uppe i rote (lofte) noko framanum omnen var strytehole,
der stryta med kola vart upphengd um vinterkveldane; her
samla daa husfolke seg. Rokkane gjekk; mannfolki med
knivar eller sylar stelte med sitt; einkvan fraa garden kom
gjerne inn-um; skreddar eller skomakar kunde vera i huse,
eller skulen stundom; eller der kunde koma eit bygde-
meneskje. Daa hadde huse sine beste samtalestundir; og
dei gav meir hyggje og ofte meir lærdom enn kveldane no,
daa mannen heng yvi eit blad, og borni sit og stirer i
kvar-si bok, og alle tegjer og lampa oser. Strytehole
6 *
Fig. 135.
Røghat med spikhyll. Nordmøre. N. F.
Bondegaarden. 41
var og i dei gamle stogune ein ikkje so galin luf-
ningsglugg.*
Til omtalen af kolerne i bondestuen skal her knyttes
nogle oplysninger om den tran, som blev benyttet, og de
veger, som blev brændt i disse lamper fra gammel tid.
Om tran og trankogning paa Søndmøre i det 18de aar-
hundrede fortæller Strøm: ,Tran, som her gemenligen
kaldes lyse, fordi den bruges i tranlamperne til lysning,
virkes dels af spæk, som faaes af hvale, niser og sprin-
gere, dels og fornemmelig af lever, som vel faaes af adskil-
lige slags fiske (nemlig af brygde, haabrand, haakjærring,
haamær, lange og sei) men af ingen i større overflødighed
end af vaartorsk. Baade spæk og lever kastes først hen
i tette trær [=tønder], hvor den nogen tid bliver staaende
for at raadne, og brændes siden til tran, som øses paa
egetrær. Egetrærne forarbeides ikke her paa stedet, men
faaes altid fra kjøbstæderne, fornemmelig i Bergen, hvor
de enten kjøbes tomme, eller og fyldte med Altonaesk
brændevin, da de siden, naar brændevinen er udtappet,
anvendes til trantrær. Disse saa kaldte brændevinstrær
var tilforn af adskillig stør-
relse, ligesom de af kjøb-
mændene blev bestilte paa
de steder, hvorfra brænde-
vinen kom; men da dette
gav anledning til en alt for
stor ulighed og urigtighed
i handelen, har den oftbe-
meldte kongelige forord-
ning [af 12. september
1753 angaaende —fiskeri-
erne og fiskehandelen nor-
denfjelds] vel og viselig
befalet: i kjøb og salg ei
at bruge andre brændevins-
eller
som holde det faste maal
(nemlig 32 Stilbken eller
120 danske potter) og fin-
des mærkede med Alto-
naesk eller Itzehoesk stem-
pel. Prisen paa en tønde
tran er i almindelighed 7
eller 8 rigsdaler, men sti-
ger undertiden til 10 og
12 rigsdaler.*
Til vege i tranlamperne
anvendtes hamp eller lin,
men bedst og billigst var det at bruge sæv, veiksev eller vei-
kjagras, som man i almindelighed kaldte dette græs (Juncus
conglomeratus eller J. effusus). Schiibler meddeler, at den
førstnævnte art vokser almindelig paa kysten til henimod
trantrær end dem,
Fig. 136.
Kolehat med kole. B. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
