Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Lysestøbning. Fyrtøi. Lysesaks og lyseslukker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66 Lysesaks og lyseslukker.
Lysesakse. N. F. Fig. 237—240 øvre række. Fig. 241—247 nedre række.
<a ysesaksen er et meget gammelt redskab. Allerede i
å Mosebøgerne finder vi den omtalt. Men selv i den
senere middelalder var den noksaa sjelden forekom-
mende, og blev først i den nyere tid mere almindelig. Til kir-
kelig brug havde man dog lysesakse, som paa oldnorsk har
flere benævnelser: sjelden ljösasöx, oftest kertaklofi, under-
tiden ’skarbitr eller skari. I sidste halvdel af 16de aarhun-
drede begyndte her i Norden folk i de høieste samfundslag
at anskaffe sig lysesakse af sølv. Kristian den 4. fik som
ung tre stykker af forgyldt sølv, hver paa tolv lod, og hans
bror Ulrik havde i sit store sølvservice to lysestager og
en lysesaks. Borgerfolk fulgte standsfolk efter i den nye
skik og anskaffet sig lysesakse af malm eller messing.
Disse ældste sakse har udprægede renæssance-former, og
to gode eksempler fra Folkemuseets samling er fig. 237-238.
Den første har pæreformet beholder, hvori den afklippede
lysetanne opsamles, og paa beholderens dæksel er graveret
aarstallet 1586. Den anden saks er indkommet til museet
fra Hadeland, og er af en sjelden type med eiendomme-
lige store figurrelieffer paa beholderens side. Et mands-
portræt med stor pibekrave om halsen, ikke ulig Filip
2, udfylder den ene side; den anden side er smykket
med en fremstilling af den hellige Katarina, som kjendes
ved hendes helgenattributer sverdet og det afbrukne mar-
terhjul, og endelig sees paa beholderens smalside en relief-
fremstilling af en nøgen menneskeskikkelse, som synes at
rette en dolk mod sit bryst.
Motiverne for renæssance-saksenes figurfremstillinger er
ofte mytologiske — Bellona, Medusahovedet, Perseus —
eller bibelske: Adam og Eva ved Kundskabens træ; andre
motiver er løvehoved, landsknægt, drager, fantasidyr, vase
med ranke o. a. Saksenes arme er gjerne enten spinkle
med et sværere balusterformet midtstykke eller kraftigere
med karyatiderelieffer, som f. eks. paa fig. 242. Beholderen
er oftest pæreformet eller aflang firkantet.
Endnu i første halvdel af 17de aarhundrede var lyse-
saksen forholdsvis sjelden i Norden, selv blandt den høieste
adel. Et karateristisk vidnesbyrd herom er en optegnelse
af en italiener, som mellem 1625 og 1629 besøgte Dan-
mark og hos hertugen af Gottorp iagttog følgende ,over-
ordentlig nette skik*, som han spottende kalder det: ,Naar
lysene under aftensmaaltiderne begynder at brænde dunkelt,
saa tager blot en page en af bordknivene, spytter paa
den, væder sine fingre paa samme maade, løfter lysestagen
op og pudser saa lyset med kniv og fingre, sætter derpaa
lysestagen ned igjen og lægger kniven paa sin plads. Alt
dette gjøres i hertugens nærværelse.*
Efterhaanden som nu saksene blev almindeligere i løbet
af 17de aarhundrede, varieres formerne; renæssancens stren-
gere afløses af barokkens mere bevægede former, beholderne
bliver snart ovale, snart runde i omkreds og udbues for-
oven, armene faar sterkere og friere slyng, og figurfrem-
stillingerne forsvinder. Disse sakse har ytterst paa beholderen
en spids, hvad de ældste sakse som oftest nok mangler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
