Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Folkets religiøse Liv - A. Madagassernes religiøs-hedenske Liv - a) Mere direkte religiøse, til „Tilbedelsen“ hørende Elementer - 2) Skytsguderne eller de egentlige Afguder - 3) Vozimbadyrkelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A 148
Derfor var det som sagt ogsaa i Regelen Spaamændene, som
baade tilraadede en og imellem de mange for vedkom
mende Onde mulige Midler vidste at vælge det for vedkom
mende Perfon og individuelle Casus ene rigtige.
Hvis en levende Ting, f. Ex. en Oxe, et Faar, blev gjort
til Faditra, blev det ikke bortkastet (thi hvorledes kunde vel
Gasferne bringe over sit Hjerte at kaste Kjsd bort?!), men
slagtet, og Kjødet uddelt til Slaver og Fattige. Nogen Præst
eller overhovedet nogen Hova kunde ikke spise det, allermindst
naturligvis den, for hvis Skyld det bragtes.
Hvis en livlss Ting blev gjort til Faditra (og dette var
det Almindeligste), saa henstcengtes den paa et afsidesliggende
Sted. Hvor langt bort den skulde bringes, siges ikke udtrykke
ligt ; men det gjaldt i denne Henfeende blot først, at en Faditra
ikke blev hensloengt ved Folks Huse, da den trædes at vanhel
lige Stedet; dernæst, at den, om muligt, henkastedes mod Syd
(Syd er her en ond Retning, navnlig Troldenandenes Region.
Har jeg min Seng opstillet saaledes, at Hovedet vender mod
Syd, er det nok til at bevise, at jeg er en Troldenand).
Idet man indvier en Faditra og hensloenger den, udtales
en længere Formular, som jeg ikke kan gjengive her, men hvis
Hovedindhold er, at en saadan Faditra nu gjøres til en Stedfor
træder for eller rettere Voerer af det Onde, for hvis Skyld den
bringes, saa at dette nu kan bortkastes isammen med FMtraen,
idet man under mangfoldige Billeder udtaler det Anste og
Haab, at det maa vige bort, saa langt, at det aldrig mere
maa komme tilsyne.
3. Vozlmbadyrkelsen.
Jeg har allerede i første Del omtalt Vozlmbaerne som
et Folk, der efter Sagnet vare Indlandets Urbeboere. Da Ho
vaerne udbredte sig i EmQrina, trak Vozlmbaerne sig efterhaan
den tilbage mod Vesten, efterat en Del af dem vare faldne i
Krigen. Deres to sidste Konger her vare Rasoalao (eller Ra
lao) og af hvilke den Første var en Nomade, medens
den Anden, der i Sagnet fremstilles som en uhyre Kjcempe,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
