Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Folkets religiøse Liv - B. Folkets religiøse Liv som Christne - a) Missionen paa Madagaskar i den nyere Tid, i dens historiske Udvikling - α) Londonerselskabets Virksomhed for - 2) Trængselstiden under Ranavalona den I., 1828—61, Virksomheden maa ophæves
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A 238
stræbelse for at gavne hendes Land, og at hun Intet havde
imod, at de nnder Opholdet der dyrkede efter sine Fædres
Gkik, men at hun heller ikke vilde tillade, at Nogen af
Hendes forlod fine Fædres Skik. Hun maatte derfor forbyde
de Indfød te baade at dsbes og at forfamles til Gudstjeneste.
Hvis Europæerne fremdeles vilde vedblive at lære Folket nyt
tige Haandverk, faa var det godt o. f. v.
Nu var altsaa Christendommen ligefrem forbudt i Landet,
thi uden baade Daab og Gudstjeneste, ja uden Opgivelse af
Afgudsdyrkelse blev den selvfølgelig en Umulighed, og der
ved blev ogfaa Missionærernes Væren og Birken i Landet en
Umulighed. Vistnok kunde Haandverkerne have fortfat sin
Virksomhed, naar de vilde skilt den fra den egentlige Missions
gjerning; men derom knnde der ikke være Tale, da dette vilde
været uforenligt med det egentlige Formaal for deres Virk
somhed og Selskabets Hensigt med deres Udsendelse, nemlig at
de skulde stptte den egentlige Missionsgjerning.
Det Forsag, Missioncererne i sit Svar paa Dronningens
Kundgjørelse gjorde paa at faa hende til at opgive Forbudet
mod „Tilbedelfeu", fremkaldte fra hendes Side kun et kort,
Ddende og bestemt afslaaende Svar.
Den Iste Marts kom, og den til samme berammede store
Folkeforsamling fandt Sted paa Andehalo (Byens offentlige
Forsamlingsplads), hvor antagelig hundrede Tusinde Mennesker
kom sammen. Her blev der holdt Kabarer i det Uendelige og
forkyndt Folket, at Christendommen var forbudt, fordi den fprte
til Foragt for Fædrenes Sceder og for Guderne. Navnlig
lagdes der ogfaa i Kabarerne scerlig Vægt paa, at de Christne
havde tilladt sig at nedrive Vazimbaernes Grave, og det frem
hævedes, at det jo ikke kunde tillades Undersaatterne at pde
lægge, hvad der var deres Dronning helligt. Alle, som vidste
sig skyldige i den Forbrydelse at være Christne, skulde faa en
Macmeds Frist til at betænke sig i. Inden denne Tid var ud
lpben, maatte de have bekjendt sin Brpde for Dronningens
dertil beskikkede Officerer. I modsat Fald trnedes de med
Døden, medens der foreløbig Intet sagdes om, hvad Straf de
skulde faa, om de „bekjendte".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
