Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17. Gudelære og Præstelist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236 MENNESKET
Blandt disse i Mose navn udfærdigede lovbestemmelser, hvilke altid
fremstilles som af Jehova selv foreskrevne, kan meget indvendes mod
den mængde religiöse ceremonier, ofringer, höitider, renselser og
andre paabud, mod præsteklassen, mod jordeiendommens fordeling paa
visse hænder og slægter og andet lignende. Fremfor alt maa efter-
forhærdede egyptere grumsomme og vidunderlige plager, forvandlede
Nilflodens vand til blod, frembragte padder, bremse, græshopper, kvæg
og folkepest m. m. Han slog sin stav i det röde hav, saa vandet
delte sig, fik taage i örkenen, skaffede manna eller himmelbröd og
stegte vagtler til de hungrige, og ved at slaa med sinunderstav paa
klippen fik han rindende vand til det törstige folk. Han talte i hele
maaneder med Gud og fik da af ham egenhændig skrevne lovens tavler
samt fik til og med se ham paa ryggen, hvorefter han fik et straalende
ansigt. Han lod jorden opsluges de opsætsige eller ödelagde dem med
pest, slanger m m. At alt dette tilhörer sagnet kehöver ikke at
antydes. Om de s. k. egpytiske plager virkelig havde existeret gjennem
en mands undergjörende kraft, saa skulde han i stedet blevet hyldet
og tilbedt som en gud. Rygtet om dem skulde ogsaa komme ttil os fra
alle hold f. ex gjennem den græske historieskriver Herodot, der reiste
meget i Egypten, var indviet i dets mysterier og kjendte dets historie
saa langt den strakte sig, og har leveret uddrag af den. Han taler ikke
med et eneste ord om noget saadant og heller ikke om den ophöiede
reisende Josef og hans landlov (1 Mos. 47: 24—26), der havde levet i
mindet til efterverdenen. Egypterne foruroligedes ofte af
indtrængende kananitiske folkeslag, der stundom blev saa mægtige, at de tilrev
sig regjeringen, men sluttelig blev fordrevne. Hvordan end
israeliterne kom ind, saa er det antageligt, at de enten blev fordrevne fra
Egypten, og at Moses da stillede sig i spidsen for dem og blev deres
anförer og lovgiver, eller at de fortrykte fra alle sider af sig selv
udvandrede efter Mose raad. Saadanne folkebevægelser var ikke
usædvanlige. Man trængte sig ind paa andres omraader og nedsablede
eller blev nedsablet. Saaledes have Esaus’ efterkommere eller
edomeerne audrydder choreerne og bosat sig i deres land, saaledes havde
amoniterne nedsablet anakiterne, saa havde Moabs börn gjort med
emeerne o. s. v. (5 Mos. 2: 10—12, 20—23)) Men Moses havde ikke
blot til hensigt at indtage det land, hvor folkets stammefædre havde
boet som fremmede, og saaledes ladet folket hærde sig og voxe i
antal, mod og vaabendygtighed i örkenen, men ogsaa at give det love og
præstelige ceremonier, og at indpræge disse i en opvoxende slægt,
hvorfor han benyttede sig af adskilligt for folket ubekjendat forat
forbause og blænde det. Saa gik han med sin folkeskare under ebben
over et vadested mellem de saakaldte Bittersöer og den nordvestlige
bugt af det röde hav, kaldet Rödehavet, hvor man i de senere tider
har paatruffet spor efter en gammel kanal. Derefter drog han ikke
nordover mod Kanaans land men istedet langs havkysten nedover
örkenen i syd og leirede sig i nærheden af den höie bjergkjæde Sinai
eller Horeb, udvalgte der en höi bjergtop, samt benyttede sig af de
tordenbyger og den taage, der forekommer paa disse bjergtoppe for
med nogle faa indviede at blive deroppe og udarbeide sine love, idet
han indbildte folket, at han gjennem tordenen og lynet talte med Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
