Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Kristendommen og Civilisationen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKET 255
Blandt skriftens forskere har der hersket meget forskjellige
meninger med hensyn til opkomsten af det nye testamentes evangeliske
beretninger. Thi da disse först begyndte at omtales i det andet
aarhundrede og da ligesom optræder med en gang, saa har man villet
henlægge deres forfatterskab til en senere tid end apostlernes dage. *)
Dog antager man, at de oprindelig af Matthæus, Markus og Lukas
skrevne beretninger, hvilke alle har forskjellige kilder og traditioner at
holde sig til, vel udgjör selve grundvolden til disse skrifter, men at
samme mod slutningen af förste aarhundrede eller endnu senere er
bleven omarbeidede af andre hænder med tillæg af adskillige dengang
som sandhed gjældende mundtlige traditioner, legender og sagn, der i
tidernes löb var opkomne om en saa ualmindelig mand.
Saaledes skulde det jödiske begreb om Messias som en jordisk konge
og kristendommen som kun for jöderne, hvilke anskuelser tydelig
skimter frem baade hos Matthæus og Markus, for en stor del forsvinde
i en senere tid. Ligeledes er man kommen til den slutning, at den,
der har bearbeidet det paulinske Lukas-evangelium, ogsaa har forfattet
apostlernes gjerninger, maaske efter optegnelser af Lukas. I dette
skrift synes striden mellem nationerne at være endnu mere udjævnet
og bortfjernet.
Det fjerde, eller Johannes-evangelium, der ei synes at være
omarbeidet, har været gjenstand for de mest kritiske undersögelser, og
endnu synes man at være i stor uvished saavel om dets forfatter som om
tiden for dets opkomst. Da det almindelig antages, at forfatteren af
det fjerde evangelium og af aabenbaringen ikke kan være en og samme
men om det indvortes menneske (Rom. 2: 3, 23—31). Om spisen af
afgudsofere siger han ogsaa i 1 Cor., at afguder er intet, og om man
spiser af ofret eller ikke, saa bliver man hverken værre eller bedre,
men han fraraader spisningen, hvis man derved saarer sin egen eller
andres samvitighed. ÖOveralt sætter han troen i lovens sted og gjör i
dette spörgsmaal ingen indrömmelser. I 1 Thess. 3: 14—16 omtaler
han aabent, i hvilken strid han er kommen med de jödekristne,
hvorledes de forfulgte ham og forböd ham at prædike for hedningerne, og
i Gal. 2: 1—14 omtaler han ligefrem den skarpe strid, der i Antiochia
opstod mellem ham og Petrus netop om denne sag. Der fandtes
saaledes et mægtigt parti mod Paulus, ikke blot i hans levetid, men længe
bagefter, lige til midten af det 2det aarhundrede. Man finder dette
endnu i flere skrifter fra den tid, der i aabne eller tilslörede ord er i
mod ham og fordömmer hans lære.
*) Evangelisterne nævnes först af Theophilus, biskop i Antiochia,
omkring aar 180. Videre af Irenæus († 202) Clemens Alexandrinus,
(† 220) Tertullianus († 216) og Origenes († 254) samt af alle senere
forfattere. Lukas’s evangelium blev sidst af alle bekjendt i Rom,
endog efter Marcions evangelium, der ligner det noget og er stærkt
paulinsk. Den förste kirkefader, der taler om Lukas, er Irenæus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
