Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Kristendommen og Civilisationen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270 MENNESKET
da Luther og hans samtidige fremstod forat protestere mod
pavevældet. ;
Kirkehistorien med alle disse forskjellige træk af intolerance, had,
forfölgelse, bedrageri og skjændigheder, kirkehistorien som flomior
alt karakteriseres af inkvisitionens baal, landflygtighed og öxen, er de
kristnes og fornemmelig præsternes skjændsels krönike, i hvilken
man læser den lange liste af mörke, overtro, fanatisme eller
enfcldighed, som har været de faner, under hvilken præsterne har udfört det
store missionsværk inden kristenheden.
Luther alene udförte imidlertid ingenlunde reformationsverket, der
samtidig begyndte fra flere hold, efterat det i over et aarhundrede var
bleven forberedt ikke blot gjennem Wiclef og Huss*), men ogsaa
gjennem andre nidkjære mænd, der havde lært at indse, hvor langt man
havde fört menneskeheden paa vildspor. Dog maa Luther altid rage
frem som en af de djærveste og mest oplyste kjæmper i reformationens
geleder, og han havde en mægtig forbundsfælle i den nylig opfundne
bogtrykkerkunst, ved hvilken ordet kunde udbredes paa en anden
maade end ved haandskrifter eller fra prækestolens mere
indskrænkede omraade. Man fik en hel læsende almenhed til meddomsmænd. **)
Thi omend blot de mere dannede paa den tid kunde læse, saa
spredte dog lyset sig gjennem dem og gik som en löbild fra mand til
mand og fra hus til hus. Men naar fyrster og konger tog sig af
*) Den förste professor i Oxford, † 1384, Joh. Huss, prof. i Prag
brændt i Kostnitz 1415. Luther, theologisk doktor og prof. i Witten
berg, födt i Eisleben, begyndte aar 1517 reformationen.
**) Luther var visselig en meget djærv og dristig kjæmpe, og en
saadan behövedes ogsaa i de tider; men kristendommens aand af fred,
kjærlighed og forsonlighed hörte ikke med til hans væsen. Han var
tvertimod et brushoved, der ofte maatte ledes af den lærde og
sagtmodige Melanchton. Dette sees af det grovkornede og bitre i hans
skrifter, i hvilke ogsaa adskillig overtro er indblandet, og som derfor
ikke passer for vor tid. Paven og djævelen var især de potentater
hvem han tildelte sine stokkeprygel næsten i hveranden linie, og
ligesom paven skulde villet brænde Luther, saaledes skulde denne have
villet brænde paven, om nogen af dem havde havt magt dertil.
Ligesaa sikkert er det ogsaa,at Luther under andre omstændigheder skulde
blevet en ligesaa despotisk pave som nogen af de andre herrer paa
Petri stol. At Luther og hans tilhængere af den romerske kirke
ansaaes som proselytmagere og vinkelpredikanter er ganske naturligt.
Selve kristendommen, som var jöderne en forargelse og grækerne en
galskab, betragtedes i sin tid ikke med blidere öine, end vi betragter
mormonismen eller andre mod den almindelige kirke optrædende
fiendtlige sekter i vore dage. Nu for tiden faar man ikke lov hverken
til at korsfæste eller stene dem, som tror og bekjender anderledes end
statskirken foreskriver, men man vil dog söge at skade dem saameget
man ifölge loven og uden at resikere at komme under tiltale formaar.
—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
