Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 25. Friheden og Selskabslivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 MENNESKET 365
denne maade har tilkjæmpet sig, og som i sine fölger burde blevet
velsignelsesrig for alle senere tidsaldre, den har igjen en senere slægt
kastet bort og med foragt traadt under födder for igjen at blive
marionetter i magtens ledebaand og vasaller under slavesystemet.
Hvor ofte har man ikke fra en vunden religiös eller borgerlig frihed,
hvor man har ivret for en tro, der grundede sig paa fornuft og
sandhed, paa forskning og overbevisning samt paa folkets fælles
rettigheder og suverænitet, kastet sig i armene paa blind overtro, paa
fornedrelse og sabelvælde, for bagefter at lade den tidligere strid dukke op
med fortvivlet heftighed. Og alle voldsomme revolutioner, som mere
har været forvildelsens og fanatismens end den fornuftige klogskabs
og begeistrings stille arbeide, har altid havt sine réaktionære efterspil,
der har tilintetgjort sporene af de storværk, der har været udförte til
menneskehedens bedste. *)
Det vil næsten synes, som om disse tidsalderens stormlöbere havde
ligesom en trang til hvile efter en overanstrængelse, under hvilken de
har baade brændt og forbrændt under begeistringens luer, hvorefter et
stille og slumrende modparti har begyndt at vaagne forat samle sine
spredte geleder til et anfald paa de nye tidsideer. Thi der findes altid
en klasse mennesker, der enten af beregning eller overbevisning holder
blindt fast paa alle gamle dumheder, og som vil bevare hver lov, hver
*) Det franske folk er netop et levende bevis paa disse
menneskehedens omskiftelser. Efter det 17de aarhundredes overtro og ynkelige
gudelighed, da man vred sig i stövet som en fillet tiggermunk, samt
troede paa djævelen og alt hans væsen, havde hexe og hexeprocesser
i hver krog og böiede knæ for præster, konger og alle mægtige
suveræner, fremstod encyklopedisterne og den begavede Voltaire, der for
agtede al religion og al tro samt behandlede kristendommen med spot,
ironi og gjækkeri. Dette endte med revolutionen 1793, da
kongefamilien og alle royalister betragtedes som skadedyr og henrettedes, og
da selve tanken paa en konge betragtedes som majestætsforbrydelse
mod folket. Læren om Gud og udödeligeden ansaaes som et foster af
den menneskelige indbildnings svagheder. Kirkerne nedreves eller
brændtes, og præsterne maatte afsværge sin tro eller gaa i
landflygtighed, om de ikke blev sat ombord i skibe, der boredes, forat sænkes i
havets dyb. Men efter dette rædselsherredömme, som dog förte mange
herlige ideer, mange dybe sandheder og en hellig frihedsaand ud blandt
folket, optraadte sluttelig Napoleon I. og ledede nationen ind paa
krigens bane fra seir til seir, for siden at hæve sig selv til en diktator og
suveræn, der gjenindsatte bayonetmagten, kongeværdigheden,
præstevældet og overtroen i deres forrige glands og förte dannelsen i Europa
100 aar tilbage. Efter denne restaurationens herlige tid vaagnede
ideerne igjen til en rent menneskelig om end endnu mere frihedselskende
revolution i 1848, da Lamartines herlige manifest udsendtes til
Europa; men vi ved alle, at derpaa fulgte endnu et slags Napoleon med en
parodi paa den forrige keisertid, vistnok mindre heltmodig, men dog
ikke mindre forstyrrende end denne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
