Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 26. Den menneskelige Lidelse og Livets Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388 MENNESKET
teren siger, og hele dets verden er helt og holdent en poetisk verden,
saa er denne poesi alligevel ubevidst, fordi den er medfödt. Den
smiler til alt med den samme uskyld og naivitet; men den reflekterer ikke
og har ingen kundskab hverken om sin existens eller sin bestemmelse.
Hos ungdommen er denne poesi vaagnet til bevidsthed og giver de
unge deres sanguinske forhaabninger. Ungdommen er kjærlighedens
romantiske livsperiode med alle dens rosenfarvede drömme om livet,
der som oftest skuffer, men dog er saa skjönne at drömme og saa rige
at haabe paa.
Mandens tid optages visselig mest af madstræv, kolde beregninger
og ofte ubehagelige talkalkyler. Han kastes ud i livets vrimmel forat
virke af egen drift eller forat opfylde sin skyldighed som lönsarbeider,
i frihed eller i slaveri, og desuden gjöre sine overslag over sin lille del
af dagens rov og over de smuler fra den almindelige fordeling,som bör
falde paa hans part for det langvarige slæb og for den nidkjærhed, han
har lagt for dagen. Men dog er poesiens himmel ingenlunde lukket
for ham. Han har den i hjemmets ro og i huslighedens glæder, i
kundskaben og videbegjærlighed, i begavelse og forskning, i tankens
land og paa ideernes himmelfelt.
Her udkastes store tanker i verden, sandheder, der rusker op i
tidsaldre og spreder lys over menneskenes börn, elektriske gnister der
antænder eller gaar som telegraftraade fra slægt til slægt med ordets
magt og frihedens aabenbarelse. Hvad stort, der sker, sker i stilhed,
det er ikke excentrisk og kommer ikke med larmende musik, men med
mandighedens rolige gang, for at virke med sin overbevisning og sin
kraft,selv om ideerne er aandelige lynglimt og tankerne glödende som
meteorer indkastede i verdensrummet.
Men ligesom den enkelte spöger over smerten eller behandler selve
livets ynkelighed med humor og ironi, saaledes gives der ogsaa en
verdensironi, der leger med vore daarskaber, og som sluttelig strör salt
eller aske paa alle vore mere og mindre sammenstyrtede
menneskeværker. Ogsaa maa bemærkes, at ligesom der gives kolde og
forstokkede naturer, hos hvem prosaen hovedsagelig har personificeret sig,
saaledes gives der ogsaa helt og holdent poetiske, som optræder som
poeter for paa sangens tungemaal at forkynde lysets udödelige
skjönhedslære for menneskenes börn.
Og sluttelig har ogsaa alderdommen sin poetiske gnist fra en anden
verden, naar dagen er forsvunden, og det sluknende hjerte nyder sin
sidste kjölighed under den rosenfarvede aftenröde. Thi det er skjönt
at mindes, men det er maaske endnu skjönnere at glemme, hvorfor
forglemmelsen af et liv med saa mange besværligheder og saa overfyldt
af sorger og anstrængelser ved gravens rand er en af dette livs
skjönneste velsignelser. Selve sjælens sidste poetiske glæde er ligesom den
döende Goethe at vente sig “mere lys” i de saliges boliger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
