Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 27. Idealet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XXVII.
IDEALET
Dyret vegeterer blot og dets höieste stræben gaar ud paa at skaffe
sig födemidler. Det anvender derpaa al sin forstand, sin sluhed, sit
instinkt, og sin naturdrift, eller hvad man nu vil kalde det. Man
skulde kunne sige, at mennesket i almindelighed ogsaa fornemmelig
blot vegeterer og anvender sin meste tid paa at faa sine behov
tilfredsstillede, medens det har liden eller ingen tid tilovers for sin sjæls
udvilking, sit livs forskjönnelse og forat være andre mennesker til
tröst og husvalelse
Inden naturen virker alt efter en streng nödvendighed. Dyrene
æder planter og spiser hverandre hele dyrekjæden nedover, hvorfor vi
ser, at naturens herre har ordnet det saaledes, at hindringer for den
ene slægts eller den ene arts altfor store udbredelse findes i naturens
eget skjöd, og at dette forhold er en af de mest gjennemgribende
naturlove. Men at dette ikke kan tilskrives naturen derfor, at den er
en falden natur, hvilket præsterne har forsögt at indbilde os, er saa
meget mere paatageligt, som de samme forhold med rovdyr og
fastslaaede naturlove bevisligen har existeret længe för menneskets
optræden paa jorden.
Thi videnskaben antager ikke, at naturen og menneskene har været
anderledes fra begyndelsen, men at alt er godt, saa længe det er
naturligt. Fölgelig er ogsaa mennesket godt, saa længe det fölger
naturens röst og sine ædleste drifter samt retteligen anvender de kræfter,
som naturen har nedlagt i dets sjæl til disse drifters videre
forædling.*) Derimod maa alt unaturligt være noget ondt, og enhver
tilböielighed dertil er ikke andet end en synd mod naturen og dens
ædleste bestemmelser.
*) “Læren om synden’, man maa nu tage den i præsternes
almindelige krasse form efter beretningen i Mosebogen eller holde sig til
theosofernes uklare eller rent ud ubegribelige “forklaring, ” af samme, er
utilfredsstillende baade for tro og fornuft. Thi at spise frugten af et
træ kan vel ei efter den evige retfærdigheds fordringer være nogen
forbrydelse. Og at sætte de förste mennesker paa en saadan pröve er
ligesaa urimeligt, som det er en biggts og retfærdig Gud uværdigt.
91
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
