- Project Runeberg -  Mennesket : dets oprindelse, liv og bestemmelse betragtet fra et naturhistorisk standpunkt /
392

(1896) [MARC] [MARC] Author: Nils Lilja Translator: Richard Sophus Nielsen Sartz With: Karl af Geijerstam
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 27. Idealet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

392 MENNESKET

En fortidens konge af Armenien med racens fine træk tydeligt
fremhævede.

Men i naturen findes mod den ydre vold og selve overtrædelsen en
forsoning, der söger at raade bod paa det onde og at bringe det tilbage
til dets normale tilstand. Et öxehug i det levende træ, et saar, et
benkrud, ja selv indvortes skader, hvilke ikke kan betragtes som
andet end vold og abnormiteter, læges ved denne naturens forsonende
kraft, forsaavidt forsoning er mulig at iværksætte. Heri maa ikke
indbefattes den anordning af naturen, hvormed dyrene i almindelig-

Hvorledes skulde desuden en eller to personers overtrædelse kunne
have vedblivende virkninger for hele menneskeslægten? Dette
omtales alligevel ikke i de mosaiske kildeskrifter, hvor Gud driver
menneskene ud af Eden netop derfor,at de ikke skal smage paa en
anden frugt, af livets træ, som det kaldes, og derved opnaa legemlig
udödelighed, hvilket de altsaa ikke havde (1 Mos. 3: 22, 24). Thi
talemaaden “paa den dag du æder deraf skal du dö döden,” betyder
jo, “skal det gaa dig ilde,” idet mennesket ellers strax vilde döet, om
denne spisning havde indeholdt nogen dödsaarsag. Men hvorledes
var eller skulde mennesket være i den saakaldte uskyldighedstilstand,
er et spörgsmaal, som man ogsaa maa opstille. Tilböielig, siger man
til alt godt og uduelig til alt ondt. Men da gjorde mennesket jo det
gode blot af instinkt uden engang at vide det og kunde saaledes ikke
have nogen fortjeneste deraf eller forlange noget derfor, hverken liv
eller salighed? Videre beretter sagnet, at det var en slange
(ingenlunde nogen dæmon eller djævel i en slangesskikkelse—man faar lade
være at tildigte noget), der narrede kvinden til at spiseo af frugten.
Men det er dog en fysisk umulighed, at en slange nogensinde har talt
eller kunde tale. Thi mennesket, har særskilte talegaver, som
dyrene mangler,og om Bileams æsel talte saa var det gjennem en bugtaler,
ligesom da studenten lod hesten tale til bonden. Hellerikke har
dyrene nogensinde havt en ræsonerende fornuft uden i sagnet og fablerne.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 31 21:13:05 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/mennesket/0398.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free