Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 28. Döden og Udödeligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKET 415
her paa jorden. Uagtet döden er den bestemte grænse for alt levende
paa jorden, saa har dog aldrig mennesket kunnet vænne sig saaledes
til denne gjæst, at den ikke altid efterlader mere eller mindre dybe
spor efter sin vandring, det være sig i hytterne eller
marmorpaladserne. Og om vi ikke havde noget andet haab, skulde vi fortvivle under
bevidstheden om denne jordevandrings tilintetgjörelse. Thi ligesom
döden er en befrielsens engel, der forlöser os fra al elendighed, al nöd,
alle taarer, al möie og alle lidelser, saaledes er den ogsaa den
forfærdelige magt, der foröder alt skjönt for os og gjör de gladeste hjem til
sorgens, savnets og bekymringens boliger.
Her bortrykkes en kjær og elsket ægtefælle fra en grædende ven, der
en fader eller moder fra sine uforsörgede börn. Her en stor og
begavet mand fra en beundrende verden, og der et godt og velgjörende
menneske fra alle de betrykte og nödlidende, som havde sin stötte i
et varmt hjertes inderlige deltagelse. Hvor ofte begræder ikke en
fader eller moder en forhaabningsfuld sön, en blomstrende datter eller
et legende og leende barn, der længe vil savnes i familiens aftencirkell
Forgjæves kalder vennen sin ven, elskeren sin brud, manden sin
stötte, glæde og forhaabning tilbage. Kinden er blegnet, de yppige
og rige former visner i forgjængelighedens vold, det rige hjertes
blomsterhaver er tillukkede, og alene mindet staar tilbage som en
forbigangen dröm. Men om vi nu ikke her havde et haab om gjensynets
salighed, skulde vi ikke da heller ville bortkaste elendigheden af et liv
med alle disse skuffelser og hele denne forödelsens styggedom, end
fortsætte mod det samme maal under alle dette livs uendelige
forsagelser.
Udödelighedslæren var visselig bekjendt om end ei fuldt udtatlt i
hele fortiden; men hverken hos hebræer eller persere, hos grækere
eller romere, der alle havde sin himmel eller sit elysæum beboet af
guddommelige væsener, tænkte man sig for de döde noget andet end
et skyggernes land, hvor ingen lyskalighed fandtes, men kun kval eller
en drömmelig tilværelso. Paa den anden side af forglemmelsens flod
havde man ingen sol, ingen smilende marker og intet hjem for ro og
glæde, for fred og lys, men blot en underjord, hvor de dödes sjæle
svævede som skyggebilleder i sit ynkelige eventyrland. *)
*) Hebræernes Schoel, der ofte forekommer i det gamle Testamente
er ensbetydende med romernes Orcus og grækernes Hades eller Haidos
og betyder “dödens rige,” “skyggernes land,” og aldeles ikke noget
pinessted. Ordet Hades forekommer paa flere steder i det nye
Testamente (Matth 11 23, 16: 48; Luc. 10: 15, 16: 23; 1 Cor. 15: 24,
Aabenbaringens 1: 18), og oversættes ligesom Schoel med helvede; i det
höieste kunde det fortolkes som “pröverum.” Paa andre steder i det
nye Testamente og oversat paa samme maade staar Gehenna(Matth.5:
22, 29, 30, 18: ö, 23: 15, 33; Marc. 9: 40, 47;Luc. 12:5), hvor mennes-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
