Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 28. Döden og Udödeligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
416 MENNESKET
Visselig ligger der hos ethvert menneske en dunkel bevids thed om
sjælens udödelighed og et tilkommende. Thi man formaar ikke at
tænke sig en ende paa sin egen tilværelse, ligesaalidt som man paa
den anden side kan fatte en evighedens uendelighed. Men ogsaa i vore
dage har man hört tilintetgjörelsens lære forkyndt af mange fil
osofer, der siger, at visselig slægten, men ikke den enkelte, er udödelig,
og at menneskeaanden er en gjennem legemets organer udviklet sjæls-
keofringer fordum foregik, og hvor man senere kastede döde dyr,
affald og döde personers legemer og brændte dem. Deraf talemaader-
ne, “Gehenna ild, ” kastes i evig ild, graad og tænders gnidsel,” m.
m., efter folkets forestillinger. Ifölge den latinske og græske
mythologi var de dödes rige skilt fra de levendes verden ved floderne Styx og
Lethe eller forglemmelsens flod, hvorover færgemanden Charon i sin
baad förte de dödes sjæle, der da glemte sit foregaaende liv.
Stranden bevogtedes af den med tre hoveder forsynede hund Cerberus ,og
Tartarus eller underverdenen beherskedes af Pluto og Proserpina
(Persephone). Sjælene vandrede der som tause ubevidste skygger
i de dystre cypress-skoves ensomme nat. Vore nordiske forfædres
gudelære havde ogsaa et slags udödelighed. Den lærte, at alle döde
helte kom til Valhalla, hvor de altid sloges og dræbte hinanden, men
strax stod op igjen, og at alle, der döde sottedöd, kom til Hel,
skyggerigets dronning (deraf ordet helvede — Hels hjemsted) Ogsaa hos
de celtiske folkeslag med deres mange ofringer og mysterier og
udviklede præsteregimente vil man finde spor til en udödelighedslære.
Nærmest kristendommen staar den religionslære, der fandtes hos
de gamle iraniske folk og baktrierne (nordenfor Persien), saadan som
den læses i den hellige bog Zend-Avesta, der tillægges en i en fjern
fortid levende vismand, Zoroaster eller Zardutsch. Blot dele af
Zend-Avesta findes opbevarede. Denne lære, der senere overflyttedes
til meder og persere, har en lysets og en mörkets aand (bibelens Gud
og djævelen), der stadig ligger i kamp med hinanden og hver er
omgivet af sine engle eller dæmoner af forskjellig rang Den taler om
en frelser eller gjenlöser, ved hvem det onde skal forsones og det gode
seire, at verden skal ende med forstyrrelse og dom,at menneskene skal
blive salige og opstaa, eller idetmindste faa et gjennemsigtigt legeme.
Ved beröring med persiske og mediske magikere og vismænd under og
efter fangenskabet kom disse ideer lidt efter lidt ind i den jödiske
folketro og smeltede sammen med den mosaiske lære. Deraf læren
om en ond magt, en personlig djævel og om dæmoner, engle og
erkeengle Denne onde magt kaldes i det nye Testamente sædvanligvis
“Diabolos” (forvrænger, bedrageren, deraf det norske ord djævel),
stundom ogsaa “Satan,” der er et hebraisk ord (modstander). Paa
nogle steder (Matth. 10: 15, 12: 24, 27, Marc. 3: 22, Lu. 11: 15, 18,
19), omtales “Beelzebul” (fluekongen), og kaldes “dæmonernes
behersker.” Naar der tales om “besatte af djævelen, ” bruges altid
ordet “daimon” (Dæmon, ikke god, men ikke fuldstændig ond aand).
Selve Messias-begrebet kan maaske, om ikke netop stamme fra, saa
dog have udviklet sig efter Zend-Avesta. Profeterne efter
fangenskabet, især Daniels og Henochs böger, skrevne i den makabæiske tid,
har tydelige spor af berörelse med ideer fra denne religionslære.
—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
