Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 28. Döden og Udödeligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKET 417
kraft, der ikke kan existere uden disse organer og som med dem
forsvinder og igjen bliver til et intet, uden engang af livet at efterlade
saa meget som en dröm. *)
Denne lære er den ynkeligste og trösteslöseste under solen, al den
stund man ifölge den skulde være kommen hid uden maal og uden
btestemmelse blot for avexlende at lide og glæde sig og sluttelig
forsvinde. Og det var paa en saadan lære den epikuræiske livsanskuelse
grundlagdes af en del af Grækenlands tænkere, der fandt, at man
*) For fysiologien, der blot betragter mennesket fra et materielt
standpunkt, har det visselig skinnet for sig, at mennesket baade i
legemlig og aandelig henseende udgjör et harmonisk hele,der ikke
synes at kunne adskilles. Sjælen födes med barnet og udvikler sig i
samme grad, som legemet, er ligesom dette spæd, barnslig og svag i
barndommen, vild, glad og sprudlende i ungdommen, og begge er
stadige og ligesom kommer til fuld modenhed i manddomsalderen. Lidt
efter lidt gaar baade legeme og sjæl tilbage og bliver ligesom stive og
slöve for alle indtryk. Og ligesom legemet taber sin styrke og
spændstighed, bliver stivt, hærdet og forbenet og taber sin nervestyrke,
hvorved syn, lugt og hörelse slöves, saaledes bliver sjælen ogsaa mere
og mere slöv, og mindre modtagelig for indtryk, medens forstandens
skarphed samtidig aftager; tanken og fornuft bliver ligesom barnslig
enfoldige, hukommelse og indbildningskraft aftager og forsvind er
næsten, og tilsidst bliver legemet ligesom en fortörket mumie og
sjælen næsten umærkelig, indtil det heie slukner ligesom en mat lampe,
der ikke har mere olje. Ogsaa i livets bedre aldersperioder, er leseme
og sjæl saa afhængige af hinanden, at naar den ene er syg, saa bliver
den anden för eller senere ogsaa lidende. Undtagelsesvis findes
visselig begavede naturer, som selv i alderdommen beholder sine
aandskræfter usvækkede, men disse er sjeldne. Disse her anförte
omstændigheder er de fornemste indlæg mod sjælens udödelighed og de
hovedsageligste argumenter for den paastand, at sjælen födes og
opvoxer med legemet og forsvinder med dette. Seet fra et mere
psykologisk synspunkt stiller forholdet sig imidlertid anderledes. Tankens
og sjælens virksomhed hviler aldrig, selv om legemets organer virker
ufordelagtigt og hæmmende paa sjælen, saasom hos sindsvage eller
gamle, hvilket beviser, at en sjælskraft lever, om den end kan være
hindret fra at virke i sin fulde kraft, og at det saaledes er legemet,
der har en skadelig indflydelse paa samme. Sjælen eller aanden kan
ogsaa være andetsteds, end hvor legemet er, selv om det synes som
om vi har dette med os; i tanken kan man f. ex. hensætte sig
hvorsomhelst,og i drömmen eller visionen er man ogsaa andetsteds, uagtet
det ogsaa da er sjælen som er i virksomhed gjennem legemets orga-
ner. En sjæl eller aand er desuden noget, der ikke kan deles eller op-
löses i enkelte bestanddele og saaledes hellerikke tilintetgjöres eller
forsvinde. Men at sjælen har existeret og været i himmelen eller et
andet sted, inden den kom i mennesket, og at den har tabt erindrin-
S8gen derom, men igjen husker dette, naar den igjen bliver fri, er en
urimelighed, der ikke kan bevises, ligesaa lidt som læren om sjæle-
vandringen med alle dens unaturlige fölgesætninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
