Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 32. Vor förste og yderste Bestemmelse (slutningsbetragtninger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470 MENNESKET
skabet som fra en senere tidsalder burde saaledes have overtydet
menneskeheden om, at der blot gives et middel til at redde friheden,
kulturen, sandheden, troesfriheden og kristendommen, og det er det
samme, som anvendtes under den franske revolution, nemlig helt og
holdent at lade præstestanden forsvinde, hvilket vil sige det samme
som at fordrive præsterne baade fra kirken og samfundslivet. *)
Disse bemærkninger gjælder dog blot præstestanden i almindelighed,
saaledes som den hidtil har aabenbaret sig i verdenshistorien, og
ingenlunde noget enkelt lands præsteskab eller endnu mindre nogen
bestemt personlighed, idet det vel maa bemærkes, at der ogsaa inden
denne klasse har vist sig undtagelser af den ædleste beskaffenhed.
*) I de omtalte ignatianske breve udtales der for præsterne ligesaa
kraftige anbefalinger som i senere tider. “Til biskopen, ” heder det,
“skal man altid holde sig og intet foretage uden ham, ligesom Kristus
ikke foretog noget uden faderen og i enighed med ham. Er man
biskopen ligesaa underdanig som Kristus, saa lever man ikke paa
menneskevis, men paa Kristi vis, som döde for os paa det at vi i troen paa
hans död maa undgaa döden. Det er en aandens befaling intet at
foretage uden biskopen, elske ensomheden, fly larmen, og anamme
Kristus, som han anammede faderen. Det er ikke tilladt uden
biskopens tilladelse hverken at döbe eller gaa til nadværen, men hvad
han paabyder, det erkjender ogsaa Gud, og blot saaledes kan alt, hvad
man gjör, være sikkert og retfærdigt. Den, der ærer biskopen, bliver
æret af Gud; men den, som uden biskopens vidende foretager noget,
tjener djævelen. De kan ikke nok prises lykkelige, der er paa en
god fod med biskopen, ligesom kirken med Kristus og Kristus med
faderen, hvormed alt samstemmer i evighed. Derfor skal man ikke
modsætte sig biskopen, og forat være Gud underdanig maa man holde
biskopen i ære som herren selv, som Kristus, faderens sön m. m.”
Af disse uddrag ser man, at præstemyndigheden har sine temmelig
gamle aner inden kristenheden Saadan er ogsaa grundtanken i de
elementariske skrifter og den apostoliske konstitution m. fl.
understukne og af herskersyge præster forfattede skrifter fra samme tid,
rimeligvis för midten af det 2det aarhundrede. Ogsaa Cyprianus
(martyr 258) arbeidede fortvivlet for præstemagt og bispevælde,
hvilket ogsaa senere end mere udvikledes. De gamle titler episkopos,
Presbyteros og Diakonos, der för var lige gode, idet ingen var herre men
alle lige, og af hvilke diakonen var ældst, fik nu hver sin rang, saa at
biskopen stod over presbyteren og denne igjen over diakonen etc. “
hvorved et ordentlig hierarchi opstod, og præsterne blev folkets
embeds og herremænd Der blev en forskjel mellem klerus (folk af stand
og rang) og laikus (folk udenfor, massen, pöbelen) og saaledes har
det været indtil vore dage. Det har været præsterne, som har
regjeret verden, og folket, som har ladet dem regjere.
Evangelierne foreskriver ingen præstestand, ingen prælatmyndighed
ingen aandelige previlegier, ingen kirkelig magt, nei ikke engang
nogen synlig kirke eller nogen ydre dyrkelse, men siger blot, at Gud
er en aand, som skal tilbedes i aand og sandhed, og at han er
nærværende saavel hos den enkelte i lönkammeret, som hvor to eller tre er
forsamlede til ydmyge andagtsövelser.
.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
