Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 32. Vor förste og yderste Bestemmelse (slutningsbetragtninger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKET 469
OVOg den, der arbeider paa jordens forædling og forskjönnelse eller
opofrer sig af kjærlighed til den han elsker har ogsaa sit ideelle, ædle
og sande höiere livsmaal, ligesaa vel som den, der egner sit liv til
nogen stor opfindelse, kunst, eller videnskab, til forskning og skjönhed,
til fremskridets sag eller til sandhedens gudemagt.
Den höieste ide er alligevel at leve for menneskeheden, at opofre
sig for lys og sandhed, for kultur og forædling. Det er kjærlighedens
höieste maal og menneskets skjönneste bestemmelse. Men det
kræver en stor forsagelse at glemme sig selv forat egne sig til
menneskehedens tjeneste og være sine medbrödre til oplysning, hjælp, tröst og
husvalelse.
Og ligesom kristendommen saa at sige er en ideernes ide og omfatter
baade liv og död, baade tid og evighed, saaledes er Kristus selv et
forbillede for kjærlighedens opofrelser for menneskehedens vel, hvortil
alle hans bekjendere har stræbet forat ligne sin mester i ömhed og
fred, i ydmyghed og tolerance, i mildhed og forsagelse.
Den, som alligevel ikke efter evne arbeider paa at faa et sind som
hans, at lade sit lys lyse for menneskene i ord og tænkemaade, i fred
og venlighed, at elske som han elskede, ydmyge sig som han og taale
som han, eller som med andre ord ei söger at være kjærlighedsfuld i
livet og rolig og tilgivende i döden, en saadan hörer kristendommen
ikke til og han er lidet værd trods sit ydre skin og sin munds
bekjendelse.
Thi forat være et kristendommens barn maa man gjöre
kristendommens gjerninger. Men som i vore dage, blot at holde sig til tomme
fraser, troeslærer, dogmer og törre udenadlexer eller at gjöre
kristendommen til en overnaturlig lære, “om synd og naade, om fald og
oprettelse, ” det er ikke andet end at tage skallet for kjernen, bogstaven
for aanden og fornedre mennesket til en ynkelig maskine af den mest
aandsfattige slövhed og uduelighed.
Netop paa grund af disse forkjærte begreber om kristendommen,
hvilken man har gjort til en grusom pinselshistorie og til
tiggermunkenes religion, har den hidtil udrettet saa lidet i verden til
menneskenes gjenfödelse og istedet fremkaldt religionssekter, splittelser,
ufordragelighed og de blodigste forfölgelser. Man har overbydt hinanden
i dumme anskuelser, i skjæve bibelfortolkninger og de ynkeligste
vildfarelser, idet man har ladet kristendommens grundvæsen ude af
betragtning og folket forsmægte i den tykkeste uvidenhed.
Og præsterne, som ansees som forkyndere af ydmyghedens,
kjærlighedens og fredens skjönne lære, har ikke de været de mest
hovmodige, ufordragelige, egennyttige og fanatiske under det kristne
samfund? Noget, hvorom kirkehistorien paa den mest utvetydige
maade underretter forskeren. Den historiske erfaring saavel fra heden-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
