Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 32. Vor förste og yderste Bestemmelse (slutningsbetragtninger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKET ; 475
vil det fremdeles blive indtil et höiere lys opgaar ikke over den lærde
men over folket, som mer og mer drager den övrige verden med sig
og hvorved de mest halstarrige ligesom en Julian bliver staaende igjen
som fortidslevninger fra forgangne samfundsforholde.
Og for os staar saaledes intet andet tilbage end at haabe og fordrage,
i det vi i det mindste venter os en forlösning til et uforgjængeligt liv.
Og om vi end lever for jorden, saa bör vi endnu mere leve for
himmelen, idet ogsaa for os den dag kommer, da Ilion falder og al strid
ophörer maaske uden at efterlade et eneste blad i historiens bog eller
digtningens episke testamente til efterverdenen.
Thi ligesom verdenshistorien, kulturen og selve religionen har sine
metomorfeser at gjennemgaa i tidernes löb, saaledes har ogsaa den
enkelte sin forvandling ikke blot i aandens verden gjennem nye
anskuelser og höiere udviklingsgrader, men ogsaa paa materiens omraade,
hvor man har sin ungdom, sin manddomsalder og sin alderdom samt
sluttelig den sidste og vigtigste af alle jordens metamorfoser nemlig
den yderste forvandling.
Men vi venter os ogsaa endnu en metamorfose, nemlig overgangen
til et andet liv, da vi forvandles til uforgjængelig skjönhed og liv i
det rum, som vi nu blot ser gjennem et dunkelt glas, men hvor vi da
skal komme fra det ene lys og den ene klarhed til den anden forat
fortsætte en höiere tilværelse i de saliges land.
“Thi ikke skulde den himmelske fader,” som en bekjendt forfatter*)
udtrykker sig, have nedlagt i vort inderste væsen denne dybe længsel,
der drager os mod de venlige lys i de blaa skyer, om det ikke var
besluttet i hans kjærligheds raad, at denne længsel engang skulde blive
tilfredsstillet udover alt, hvad vi kan begjære eller tænker os.
Han skulde ikke have tilladt os med vort blik at trænge ind i hans
herlige skabelses underfulde regioner, om det var hans vilje for evigt
at “formene os nærmere adgang til de boliger, ved hvis skjönhed han
allerede her har fortryllet vort ydre syn.”
Og tilægger han sluttelig: “Ikke har han saa prægtigt smykket
de utallige sale i verdenspaladset, forat de skulde staa der paa stads,
ubesögte og blot sete paa afstand. Han kan ikke have villet bortslöse
en omsorg paa den bevidstlöse bygning, der ikke skulde opveies af en
endnu större for de væsener, der er skabte i hans billede og udrustede
med evne til at fatte hans verker og glæde sig uden ophör i deres
betragtning.”
Vi kan ikke slutte denne lille afhandling med vakrere ord end fra
Vitalis’ aanderöster, *) der de venligt vinkende stjerner siger til men-
nesket:
*) H. M. Melvin.
*) Se Vitalis’s samlede digte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
