Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Hovmod og Enkelhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hovmod og Enkelhed.
3
stammer fra samme Rod. Det Menneske, som siger:
Loven, det er mig, møder vi ikke alene blandt de
mægtige, hvis Holdning alene frister til Opstand; ogsaa
inden de meniges Rækker støder vi paa den Slags,
som ikke vil indrømme, at nogen staar over dem.
Der er utvivlsomt en Hærskare Mennesker, hvem
alt, hvad der heder Fortrin, er en Torn i Øiet:
For dem er hvert Raåd en Fornærmelse, hver Dom
over dem en Bagvaskelse, hver Befaling et Angreb
paa deres Frihed. Efter deres Opfatning er det kun
Daaren, som bøier sig for nogen eller noget. De
fører sit eget, tydelige Sprog: først og fremst os.
Til de hovmodige kan ogsaa regnes de pripne
og saare, som finder, at deres Overordnede aldrig
tager nok Hensyn til dem; selv det velvilligste
Menneske formaar ikke at stille dem tilfreds. De udfører
sin Gjerning med Martyrminer. Grunden er, at deres
Egenkjærlighed er altfor stor. Ved latterlige
Fordringer og låve Bagtanker forstyrrer de sit eget og
andres Liv.
Saa stor Magt har Hovmodet, at det selv hos
Folk i de beskedneste Stillinger er istand til at reise
en tyk Skillevæg mellem dem og Næsten. Bag de
Skranker, som Selvgodhed og Foragt har bygget,
troner de ligesaa utilgjængelige som Jordens Mægtige
bag adelige Fordomme. Hos den navnløse som hos
den berømte ytrer Hovmodet sig som Menneskehedens
Fiende. Ene og afmægtig staar han og ser paa alt
med Mistillid. Det kan ikke noksom fremholdes, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
