Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der fortælles, at et Menneske, der bliver
truffet af et dræbende Skud, et Øjeblik bevarer
sit rolige Udseende og derpaa styrter ned, ligesom
om Dødens Tanke var for stor til, at han
øjeblikkelig kunde fatte den. Jacob vendte sig om
imod Thora ligesom forundret, det glade Smil
hvilede endnu over hans Ansigt; men et Øjeblik
efter overfoer en dødelig Bleghed hans
Ansigtstræk. Han stod op og gik tilbage med hende
gjennem Skoven og Haven.
»Er Du vred?« spurgte hun med bævende
Læber.
»O, nej!« svarede han, næsten uden at vide,
hvad han sagde, og fortsatte Gangen.
Han lagde ikke Mærke til, at de vare komne
ind i Havestuen, hvor der befandt sig Fremmede,
iblandt dem Lieutenant Engberg, før de Talendes
Stemmer vakte ham. Da sagde han hurtig Farvel.
Thora sagde med halvkvalt Stemme: »Imorgen
Formiddag Kl. 12 kommer jeg til Byen for at
besørge nogle Ærinder; vil Du komme hen og
følge ud med mig?«
Han svarede Ja og forlod Huset.
Da han var kommen i nogen Afstand, stod
han stille og lænede Hovedet mod et Træ.
»Saa har da Ormen stukket den Plante, jeg
havde opelsket, og hvorunder jeg søgte Skygge!
. . . . Men hun har ingen Skyld; de have
forgiftet hendes Øre .... O, hvem der kunde rive
hende ud fra dem! .... Jeg elsker hende dog
saa inderlig . . . .«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
